Åbenbaringen

Holder en katolsk pendant til ’Rejseholdet’ vand? Og er det i så fald vievand?

Præmissen for ’Åbenbaringen’ er altså ret genial! En kanon-undersøgelse er et virkeligt og meget fascinerende fænomen, der ikke rigtig tidligere har fået lov at pryde et filmlærred. Den katolske kirke fører meget nøje regnskab med deres helgener, og holder en decideret liste over ”anerkendte” mirakler. Når en person hævder at have været vidne til et mirakel, tager Vatikanet det altså meget seriøst. Et veritabelt rejsehold af eksperter, mere eller mindre tilknyttet kirken, udskibes da prompte. Deres rapport om begivenheden afgør, om miraklet kanoniseres.

En journalist, en præst og en helgen gik ind på en bar…
Mesterjournalisten Jacques (Vincent Lindon) er agnostiker, men får rig mulighed for at genoverveje sin tro, da han bliver hyret af Vatikanet. I Sydfrankrig hævder en ung kvinde, Anna (Galatéa Bellugi), at have set jomfru Marias genfærd. Hun har nu fået et stort følgende af pilgrimme, der søger hendes velsignelse. Jacques skal medvirke i en ”kanon-undersøgelse”, for at undersøge om et mirakel reelt har fundet sted.

Jacques og resten af kommissionens afgørelse kommer til at afgøre, om Anna skal kanoniseres og gøres til helgen – noget lokalbefolkningen, den lokale præst og sognets søstre allerede betragter hende som. Den fromme kvinde lader dog til at skjule noget; hendes barndom er et mysterium og præsten er overbeskyttende i mistænkelig grad. Der er lagt i kakkelovnen til et klassisk detektiv-drama i meget unikke omgivelser!

’Åbenbaringen’ er et spændende kig bag facaden til en af verdens største religioner, hvis massive bureaukrati i sandhed vidner om sin fortid som verdens mægtigste. Desværre bliver filmen dog nogle gange lidt indspist hvad angår detaljer om den katolske tro, så en vis viden om denne religion er påkrævet for at fange detaljer. Se den med dine katolske venner og få dem til at uddybe.

Fortællermæssige fejltrin.
Desværre taber filmen fuldstændigt pusten fra og med 2. akt. Efter konflikten er blevet sat op og karaktererne introduceret, rammer filmens tempo en mur. Både Lindon og Bellugi gør det godt som henholdsvis den agnostiske skeptiker og den frelste helgen, men selvom filmen har over 2 timer og 20 minutter til at følge dem, kommer vi faktisk aldrig rigtig ind under huden på dem. Vor hovedperson påstår til slut at have ændret syn på tro og troende, men denne udvikling har publikum faktisk ikke fået at se.

Manuskriptet har så travlt med at uddybe mysterierne omkring Anna og hendes mirakuløse oplevelse, at hendes fortælletråd ikke efterlades tid til konklusion. Man står altså tilbage med en mærkelig oplevelse af at have studeret en karakter i over to timer, uden reelt at have lært meget om denne til slut. Hvad der reelt bydes på af forløsning, sker ved en forkølet voice-over, der efterlader flere spørgsmål end svar (på den dårlige måde). En række af fortællingens konflikter fremstår også til slut decideret ulogiske.

En usleben diamant
Ideen bag filmen ER altså interessant og unik. Det er også meget sympatisk hvordan filmen fremstiller pilgrimmene og deres tro sobert uden latterliggørelse, samtidig med der stadig er plads til at kritisere andre aspekter af den katolske kirke som institution, for eksempel dens bureaukratiske ledelse og markedsførelses-ambitioner.

Men selvom ’Åbenbaringen’ er en spænende og anderledes tolkning af detektivgenren, med et unikt tema som baggrund, så er dens ”rygrad” overhovedet ikke velfungerende. Når først rulleteksterne toner frem, har man med garanti nået at kede sig undervejs. Selve slutningen er desuden særdeles uforløsende og irriterende udført. Det er en skam, for niveauet er ellers højt de første 45 minutter.

Se den hvis du er betaget af omdrejningspunktet, men forvent ikke et mirakel.

Foto: kino.dk