Ak og ve. Hele Europas befolkning har set ’De urørlige’, så en ny, tysk film, der ligner, er dømt til vurdering på alle andre præmisser end sin egen.

Det er unægtelig svært at se Marc Rothelunds drama ’Mit ustyrlige hjerte’ uden straks at tænkte på den meget lignende franske film, der tog Europa med storm for syv år siden.

Ligesom ’De Urørlige’ handler den nemlig om en kynisk mand, der får et umage tjenesteforhold og venskab til en kronisk syg person, hvorigennem de begge opnår et nyt syn på livet.  

Hvor ville det være klædeligt at ignorere det rasende populære værk, der lurer i baggrunden. At lade den nye film stå for sig selv og gå til den uden fordomme og forudindtagelser.

Men det er desværre umuligt, for tragisk nok har tilsyneladende samtlige europæere set ’De urørlige’, og sammenligninger er og bliver uundgåelig.

Der er altså ikke andet for end nidkært og tålmodigt at vende hver en forskel imellem de to film for at forstå, hvad der gør ’Mit ustyrlige hjerte’ unikt.

Det er en tysker, Kvik
Det mest åbenlyse er selvfølgelig navnet, der lyder som taget fra en af Danielle Steels mere selvrefleksive romaner. Men der er også andre forskelle, der ret markant adskiller tyskeren fra sin franske konkurrent.

Først og fremmest er der en aldersmæssig rotation. I ’Mit ustyrlige hjerte’ tvinges en mand 30erne til at tage sig af en 15årig dreng, der lider af en alvorlig hjertesygdom. I ’De urørlige’ var det en ældre herre med en omfattende lammelse.

Dernæst er der en klasseforskel. Hvor det i den franske film var en fattig arbejdsløs, der fik jobbet som assistent, er det her en forkælet rigmandssøn, der tvinges til at tage tjansen, mod at faderen ikke skal lukke hans kreditkort.

Det vil altså sige, at den tyske hovedperson, Lenny (Elyas M’Barek), fra starten tegnes usympatisk og står over for en omfattende udvikling igennem filmen..

’De urørlige’s Driss (Omar Sy) er derimod fremstillet som et offer for systemet, og det er igennem hans kulturelle input – primært en kærlighed til Earth Wind and Fire – at hans lamme ven lærer at sætte pris på livet.

I ’Mit ustyrlige hjerte’ ved hjertesyge David (Philip Noah Schwarz) allerede, præcis hvad han gerne vil nå i løbet af sit formodentligt korte liv: Han vil have en sej læderjakke, indspille en sang og kysse en pige. Standard teenageting.

Men mellem linjerne ligger der også, at David mest af alt ønsker sig en bror.

Forholdet er altså vendt om, og det er hjælperen, der står over for den langt største rejse.

Den nemme hjertesygdom?
Bolden ligger på Lennys banehalvdel, og han må stille sit overfladiske klubliv til side for at opfylde de meget konkrete krav, David stiller.

Det er her, filmen er svagest, for det er uforholdsmæssigt nemt for Lenny at fremtrylle alt fra læderjakker til attraktive 15-årige piger, der intet hellere vil end at starte et kærlighedsforhold med en akavet dreng, der besvimer hele tiden.

Lenny bliver sågar på rekordtid en perfekt storebror for David, og den fra manusscriptforfatterens side dovne nemhed clasher hårdt med, hvad der må siges at være filmens største styrke.

I modsætning til i ’De urørlige’ bruger filmen nemlig beundringsværdigt meget tid på at fremstille Davids sygdom så realistisk som muligt. Vi snydes ikke for nogen makaber detalje i det ubeskriveligt hårde liv, den unge dreng kæmper sig igennem.

At det for både Davids mor og læge er målet, at han bare kan leve til at opleve sin 16-års fødselsdag, er et deprimerende og imponerende hårdt fundament for den ellers muntre fortælling.

Den barske realisme hænger sandsynligvis sammen med, at filmen er baseret på en roman, skrevet af de to virkelige personer, Lenny og David er baseret på.

Desværre lider dramaet under Lennys tilsyneladende magiske evner, og det bliver meget svært at tage forholdet seriøst.

Tilbage står en film, der bringer et ikke helt så langtidsholdbart tandsmørsmil frem på publikums munde som ’De urørlige’, men som  til gengæld tør dyppe tåen lidt dybere i sygdommens uvenlige badevand.