I år inviteres vi endnu en gang ind i Spider-Verset, og med selvtillid og overskud kaster Phil Lord og Christopher Miller skygger som ’Avengers: Endgame’ kun kan blegne i.

Denne anmeldelse indeholder ikke spoilers for ‘Spider-Man: Across the Spider-Verse.’

Siden ’Spider-Man: Into the Spider-Verse’ tog en Oscar med hjem for bedste animerede film, har dens opfølger været på alles læber. Og hvis du som mig enten knuselsker animationsfilm eller knuselsker ham bag masken, eller begge dele, er der ingen grund til at gå i panik.

’Spider-Man: Across the Spider-Verse’ åbner endnu engang døren for livet som Miles Morales (Shameik Moore); en typisk teenagedreng, der kæmper med typiske teenageproblemer som kærlighed, universitetsdrømme, forældreforventninger… Og superskurke, naturligvis.

Siden sidst vi så ham i 2018, har Miles fundet mere selvtillid og sikkerhed i rollen som nabolagets superhelt. Men hans forældre er kun blevet mere bekymrede for ham, mens han selv går med et tab der ikke helt kan udfyldes af nogen andre end Gwen Stacy, Spider-Woman i egen høje person.

For hvis du troede at den første film var vild, bombastisk og vidunderlig nok i forvejen, så har du kun endnu mere i vente.

Den nye film har det hovedformål at udvide Spider-Verset, men lover en større rolle for netop Gwen, stemmelagt af Hailee Steinfeld. Savnet går nemlig begge veje, og trods at hun også har katastrofale problemer at håndtere, søger hun en tryghed og fred i Miles. Hendes teenageliv går heller ikke helt som forventet, og allerede fra starten kastes hun ud i nye udfordringer.

Som Spider-Man findes der dog sjældent tryghed eller fred, noget, som de to unge mennesker hurtigt kommer til at lære. Og Miles må også se i øjnene, at hans skæbne er langt større end han nogensinde kunne have forestillet sig.

Stjerneskud på stjerneskud

Animationen er netop det ved ’Spider-Verse’ filmen, der fik hele verden til at dåne, og det bliver kun større og vildere end nogensinde før.

Endnu engang introduceres vi til et virvar af visuelle stilarter, fra både velkendte ansigter som robotversionen af Spider-Man, Peni Parker, til nye tegneserie-æstetikker, til videospilsæstetik, til en LEGO stop-motion version af Peter Parker og heste med edderkoppe-evner.

Det kan kun være en fryd for øjnene, og ørerne, og alt derimellem.

Vældet af farver og tegninger burde ikke give mening sammen, men deres sammenspil er fortryllende, og vi holdes sikkert i hånden mens et væld af universer åbnes for os.

Udover et større fokus på Gwen møder vi også endelig Spider-Man 2099 (Oscar Isaac), som teases i den første films end credit scene; en langt mere mystisk, overnaturlig version af Spider-Man, i selskab med Issa Rae som benhård, nybagt mor på motorcykel, Jessica Drew.

Kort sagt: der er utalligt mange karakterer i spil her. Instruktørerne har endda måttet skære nogen fra og gemme dem til den tredje film i rækken, og hver eneste version af superhelten har sit eget unikke præg, sin egen humor, sin egne elskværdige kvaliteter der hindrer os i at gøre andet end at holde af dem.

Miles og Gwen har mit hjerte, men særligt Daniel Kaluuya som den anarkistiske Spider-Punk fortjener at blive fremhævet. Hans karisma er så personligt og unikt ham, at den stråler igennem selv med kun hans stemme, som han nærmest var skabt til at være en superhelt.

Hans dynamik med hovedkaraktererne er fænomenal, hans karakter stjæler showet. Det efterlader os kun med et håb om, at han ligesom Nicolas Cage også får en chance for sit eget spin-off.

Vores ansigt bag masken

En opfølger til et mesterværk som ’Into the Spider-Verse’ kan godt risikere at gøre sagaen forvirrende. Katastrofal, måske endda. Der er et cast der virker uendeligt, universer der virker endnu mere uendelige, og et utal af easter eggs at fange.

Men præcis ligesom sin forgænger formår denne animerede skat at imponere hvert eneste sekund, og efterlade publikum både ellevilde og hungrende efter svar.

Spider-Man og alle hans varianter er folkets superhelt, og Lord og Miller forstår, at det er netop det, hans historie handler om. Den handler ikke kun om Peter Parker, uanset om han spilles af Jake Johnson eller Tom Holland, men den handler også om dig og mig og enhver person, der har modet til at sige fra overfor uretfærdighed og beskytte dem de holder af.

Både når de lykkes, men især når de fejler. Miles Morales’ rejse mod at finde sig selv bliver ligeså en rejse for fans om at finde sig selv, og en rejse for at indse at han og vi altid har haft dét, der gør os til noget særligt indeni os hele tiden.

Det behøves vi ingen radioaktiv edderkop eller maske til. Vi behøver blot frygten, og modet til at springe ud i det vi frygter, selvom det gør ondt.