Endnu et år går på hæld, og det fejrer vi på Nosferatu ved at se tilbage på de største film- og serie-oplevelser fra det forgangne år.

Det er svært at blive enig om, hvad det bedste for året var, når man er en redaktion fyldt af filmnørder med stærke holdninger. Derfor har et par af vores skribenter hver især valgt en af deres favoritter fra året, denne gang inklusiv serier, da der kom nogle ægte bangers ud i formatet i år.

Om du er til hæsblæsende action, romantisk komedie i verdensklasse, nyskabende animation eller alt ind imellem, burde der være noget på denne liste til dig. Og afslutningsvis fra hele Nosferatu-redaktionen: Godt nytår!

’John Wick: Chapter 4’: når action løftes til eminent filmkunst

Filmene hvor det ene hævntogt tager det andet for den uhyrligt effektive og viljestærke lejemorder John Wick (Keanu Reeves) har opbygget et dybt underholdende over the top-gangsterunivers. Det har aldrig været mere gribende end 4’eren, hvor hovedpersonens opgør med nogle af de farligste folk i den kriminelle underverden føles som en kunstnerisk sprudlende tegneserieroman, der vækkes til live.

Det skyldes især, at historien, der heller ikke har været så emotionelt ladet siden 1’eren, fortælles inden for filmtekniske rammer, der er helt forrygende og oser af stilistisk overskud. Keanu Reeves tager med fantastisk dedikation centrum i action-scener, hvor kampsportsnærkampe blandes med skududvekslinger, der er koreograferet og udført med både kompromisløs brutalitet og overdådig elegance. Det hele fanges i indstillinger, der er badet i smuk, æstetisk neonbelysning, mens det bastunge soundtrack følger rytmen, som Wick nedslagter sine fjender i.

Det filmiske arbejde oser af urokkelig disciplin, stærk passion og overvældende kreativitet i samtlige facetter, som om kemien mellem alle, der har arbejdet på filmen, har været helt i top. Fra de store stjerner foran kameraet, til de store hjerner bag kameraet, til hver eneste, der arbejder på billede, lys og lyd, til hver eneste stuntmand, der giver enormt meget af sig selv for actionfilmkunsten.

På mindre end 10 år er Keanu Reeves’ John Wick blevet en af Hollywoods mest ikoniske antihelte. Og den fjerde film med karakteren i centrum er en af de bedste actionfilm nogensinde.

Skrevet af Alexander Bendtsen. Læs Nosferatus anmeldelse af filmen her.

‘The Last of Us’ bryder forbandelsen, der har hvilet over spilfilmatiseringer

Det bedste, der skete for film og tv i år, var, at Pedro Pascal spillede deprimerede Joel, der måtte begive sig ud i den zombiefyldte verden med teenagepigen Ellie, spillet fænomenalt af Bella Ramsey. Denne præmis dannede i år rammen for den enormt vellykkede HBO-serie ’The Last of Us’, der endelig brød forbandelsen, som har hvilet over spilfilmatiseringer.

Manusforfatterne på ‘The Last of Us’ formåede at være tro mod spillet, samtidig med at de fandt på noget nyt til dem, der allerede kendte historien. Dermed ramte serien både folk, der har spillet videospillet før, og endda i højere grad dem, der ikke kendte til det. Jo mindre du vidste om fortællingen, jo mere rørende var serien at se.

Som en, der aldrig har været fan af zombiefilm eller -serier, må jeg bare sige, at den her serie overbeviser mig. Den er så eminent lavet, netop fordi den ikke kun handler om zombier (eller de inficerede, som serien kalder dem). Den handler om overlevelse, tillid og kærlighed, og det far/datter-lignende forhold mellem de to hovedkarakterer giver nogle af de mest hjerteskærende øjeblikke, jeg længe har set.

Skrevet af Sara Sund Madsen.

’Rye Lane’ er den bedste moderne rom-com (og en fantastisk film)

Den britiske ‘Rye Lane’ er en af 2023s bedste film og årets absolut bedste romcom. Måske endda årtiets bedste romcom. Og så er den et kærlighedsbrev til det sydlige London.

‘Rye Lane’s farver og dens specielle filmning giver filmen sin helt egen unikke og interessante stemme. London lægger kulisse til fortællingen og har meget at byde på. Gennem byen og karaktererne bliver seeren ført på en rejse af musik, farver, mad og knuste hjerter.

De skønne hovedkarakterer og deres skuespillere fortjener lige så meget ros. De er charmerende og har fantastisk kemi. De er sjove og relaterbare, uden at filmen prøver for hårdt at gøre dem til netop det.

’Rye Lane’ har succes med at være moderne og komisk på den helt rigtige måde. Den er forfriskende original i det visuelle, men forholder sig stadig til de kendte klicheer. Filmen er aldrig for god til at være hvad den er, en klassisk romcom, men samtidig ved den også, at den er en rigtig god film.

Velskrevet, velfortalt og velinstrueret, er ’Rye Lane’ unik og klassisk. Og i ægte britisk stil, møder vi selvfølgelig også lige Colin Firth.

Skrevet af Amalie Caroline Anderson Isen.

Wes Andersons fire oversete kortfilm ‘The Wonderful World of Henry Sugar,’ ‘The Swan’, ‘The Rat Catcher’ og ‘Poison’ overgår hans spillefilm og er blandt årets bedste værker

I samarbejde med Netflix udgav Wes Anderson i 2023 en serie af fire fantastiske kortfilm baseret på bøger af Roald Dahl. Serien består af den lidt længere ’The Wonderful World of Henry Sugar,’ som varer 39 minutter og tre kortere film: ‘The Swan’, ’The Rat Catcher’, og ’Poison’, alle på 17 minutter.

De finurlige historier er iscenesat som teater, hvor Andersons distinkte stil og æstetik tydeligt skinner igennem. Man er aldrig helt sikker på, hvornår det visuelle vil ændre sig, – om sceneriet pludselig skifter, eller om et rekvisit-overskæg vil blive taget af en hovedperson og givet til en scenehånd, der springer ind og ud af billedet.

Anderson fremhæver fantasien, i nogle scener åbenlyst med imaginære rekvisitter, sådan som de ville være, hvis man læste en af ​​Dahls bøger. De har bygget utrolige kulisser, der er indviklede, detaljerede, og som bevæger sig med handlingen, mens karaktererne åndeløst fremfører en monolog direkte til kameraet.

Ekstraordinære præstationer fra blandt andet Benedict Cumberbatch, Ralph Fiennes, Dev Patel og Rupert Friend hiver os helt ind i historien og giver en intens oplevelse. ’The Wonderful World of Henry Sugar’ har en atmosfære af eventyr og magi, mens de andre tre film har en mørkere, mere makaber undertone. De fire film bør ses sammen, og som helhed er de et dybt betydningsfuldt værk for Anderson og blandt ​​årets bedste film.

Skrevet af Helena Moustgaard.

Kærlighed og familietraumer bearbejdes gennem madlavning i anden sæson af ’The Bear’

I juli i år fik sæson 2 af dramaserien ’The Bear’ premiere, hvor kokken Carmy, spillet af Jeremy Allen White, fortsætter sin rejse ud i at renovere den restaurant, som han har arvet efter sin afdøde storebror. Med ét var den et hit – og i min mening er sæson to endnu bedre end den forrige, utroligt nok.

White har tidligere været mest kendt for den amerikanske udgave af komedieserien ’Shameless’, og det er tydeligt, at han nu endelig har kunnet få lov til at slå sine vinger ud og spille på dramatikken i stor stil.

Efter at have ansat den passionerede Sydney (Ayo Edebiri) og forfremmet hende til souschef, besluttede makkerparret sig for at lukke den gamle restaurant ned, og i stedet opgradere bygningen og udleve drømmen om den restaurant, som Carmy og hans storebror havde talt om hele deres liv.

Sæson 2 viser rejsen mod dette mål, og er et kærlighedsbrev til familie, venskab, karakterudvikling, alt sammen udført igennem noget så simpelt som at lave en omelet eller pudse gafler.

Denne sæson skruer op for varmen og bringer os endnu tættere ind til benet på vores hovedperson. For mens han og Sydney jagter succes i det kulinariske, afspejler hans hårde eksteriør den indre kamp, han fører med sin storebrors minde, og med de uhelbredelige sår på sjælen, som hans familie har påført ham.

Sydney følger sine drømme, men Carmy følger alt det, alle andre vil have af ham; han vil ære sin storebror, han vil gøre folk stolte af ham, og han tvinger sig selv til at jage og genskabe alt det, som han tror vil gøre ham glad. 

Men glæden og kærligheden er en skrøbelig størrelse, som brister og genopbygges på ny. Og ’The Bear’ jager de simple glæder – et godt måltid, et brev fra dem vi holder af – lige så meget, som den søger efter at finde den mening med livet både Carmy, og vi som seer, så desperat har brug for.

Skrevet af Lennon Dikov.

Lynet slog ned for anden gang samme sted med ‘Spider-Man: Across the Spider-Verse’

Jeg har aldrig før været vidne til noget så visuelt betagende som da ’Spider-Man: Into the Spider-Verse’ svingede ind på det store lærred i 2018. Efterfølgeren er et bevis på, at lyn sagtens kan slå ned samme sted to gange. Den svære 2’er: ’Spider-Man: Across the Spider-Verse’ er ikke kun en værdig efterfølger, men en spektakulær og naturlig fortsættelse. 

Efterfølgeren løfter historien og især det visuelle til helt nye højder, som mange andre film kun kan forsøge at nå til sokkeholderne. Krydret med en emotionel historie og et soundtrack, der pryder de farverige billeder, har vi en Spider-Man-film, der meget muligt er den bedste til dato.

Den ender på en cliffhanger, og jeg venter i spænding på at opleve finalen på, hvad jeg allerede nu forudser, vil gå over i filmhistorie som en af de bedste trilogier nogensinde.

Jeg er med, når Miles Morales’ rejse svinger til nye højder. Så indtil den næste film kommer, har jeg kun én ting at sige: What’s up, danger?

Skrevet af Tobias Gilbert. Læs Nosferatus anmeldelse af filmen her.