Det bliver koldere udenfor, mens julestemningen bærer præg af et anderledes år. Måske har du ikke lyst til at tænke meget mere på 2020, og det har vi på Nosferatu egentlig heller ikke – medmindre det er på årets bedste film, naturligvis!

Vores skønne redaktion er gået sammen om en liste over vores personlige favoritter, der havde premiere i løbet af dette første år af 20’erne (ja, dem der ikke blev udskudt, altså).

Så hvad end du er til gudeskøn romantik, sort-hvid galskab, tidsrejsefilm eller Mads Mikkelsen, der drikker sig i hegnet, så læs med – her finder du en anbefaling til din næste streaming-oplevelse!

‘Palm Springs’ finder lyspunkter i den horrible tilværelse

Jeg har aldrig kaldt mig selv en trofast seer af ’Saturday Night Live’, men for den satiriske musikgruppe The Lonely Island ville jeg nok se hvad som helst.

I mine teenageår overhørte jeg sange som ’I Just Had Sex’, ’I’m On A Boat’ og ’I Threw It on The Ground’, og hvad der blot var en eskapisme af tilsyneladende dumme, tit overdrevne klamme jokes, blev senere en musisk følgesvend, og objekt for en queer feministiske analyse, min interesse blev stærkere for hen over årene.

De tre amerikanske mænds legende, lette humor skyr sig ikke for at kritisere hverken magthavere eller samfundet, og det budskab, de egentlig gemmer på bag dick-jokes og parodier af Justin Bieber, er en fryd.

Alt, hvad de rører ved, bliver til guld i min optik. Det er ingen undtagelse med filmen ’Palm Springs.’

Selvom bandet ikke sidder på instruktør-sædet, har de produceret en omvæltende, lalleglad og fortryllende rom-com, hvor universet er af lave, og vores taberagtige hovedpersoner på trods af pessimisme finder skønhed og kærlighed i en umiddelbart håbløs situation.

På samme måde blev filmen min forsvundne skat i et år, der så ret så fortvivlende ud. Et glitrende og optimistisk håb for fremtiden.

Skrevet af Lennon Dikov. Du kan læse Nosferatus anmeldelse af filmen her.

‘Druk’ gav mig den fest, 2020 aldrig gav mig

Jeg er dybt betaget. Fra de første lumske toner af el-guitar og bas, der gavtyvs-agtigt ruller ind i øregangen til den hæse, lette autotunede stemme synger de vise ord “What a life”.

Thomas Vinterberg og Scarlet Pleasure blev den cocktail, jeg aldrig troede, jeg skulle få. Filmen om de midaldrende, udbrændte gymnasielærer, der begynder at eksperimentere med alkohol, bør betragtes som en nyklassiker af mange grunde – heriblandt dens brug af Scarlet Pleasures hit ‘What A Life’.

Sangen udkom i 2019, og er altså ikke lavet som et musikalsk sidestykke til filmen. Alligevel virker sangen med den dovne og letsindige vokal som skræddersyet til formålet. Refrænet “What a life, what a night, what a beautiful, beautiful ride” indkapsler grundtonen i filmen.

Der er noget sorgløst over sangen, der taler sammen med filmens dybder, som både rummer ungdommelig ekstase og den total deroute. Fænomenerne sameksisterer i ‘Druk’ og påpeger fornemt, hvad alkohol kan gøre ved os. 

Scarlet Pleasures musik i samspil med Mads Mikkelsens parkour-lignende bevægelser i ‘Druk’ ramte lige i mit festsultne væsen, der fortsat ikke får nok at spise. 

Skrevet af Ida Pedersen. Du kan høre Nosferatus podcast om Mads Mikkelsen og filmen her.

‘Tenet’ er det ultimative action-packed indspark, vi savner

Det føles som hundrede år siden, at Christopher Nolan annoncerede at ‘Tenet’ gerne måtte få premiere i Danmark, og hold nu kæft, hvor er det altså også ét af årets eneste lyspunkter. 

Tenet er alt, hvad jeg elsker ved Nolans narrativer. Man oplever en øjeblikkelig frustration over plottets forvirring, men så en erkendelse af, at filmen er genial, fordi man netop ikke skal forstå den. Det har jeg vidst også accepteret nu. 

John David Washington er totalt bae-materiale i hovedrollen The Protagonist, og alle Robert Pattinson-fans bliver heller ikke skuffet. Og hvis nogen ikke kendte Elizabeth Debicki, så gør de det nu.

I år skete der også noget nyt. Nolans bedste samarbejdspartner, Hans Zimmer, havde for travlt med at komponere til ‘Dune’, så Ludwig Goransson introducere i stedet et ekstremt kompetent og enormt passende trap-score til filmens stressende tempo. 

Nolan har nok reddet mit 2020, og det er jeg ham evigt taknemmelig for.

Skrevet af Kira Kawauchi. Du kan læse Nosferatus anmeldelse af filmen her.

2019? 2020? Det er ligegyldigt, ’The Lighthouse’ er en sikker vinder

Det føles som om, at 2020 har varet en evighed, og jeg kan snart ikke huske, hvornår 2019 sluttede, og dette herrens år startede. Netop derfor er det måske meget passende, at man kan diskutere, hvorvidt min yndlingsfilm i år egentlig er en ægte 2020-film. Robert Eggers’ ’The Lighthouse’ udkom nemlig i slutningen af 2019 i USA, men havde først premiere herhjemme i januar 2020.

Hvad enten man vil kategorisere den som det ene eller det andet, så er den i hvert fald helt igennem fantastisk!

Robert Pattinson og Willem Dafoe spiller to fyrmestre i slutningen af 1800-tallet på en væmmelig, våd og vindblæst ø, hvor tøjet aldrig rigtig tørrer, selskabet ikke slår til, og alkoholen må holde virkeligheden på afstand. ’The Lighthouse’ er en stemningsfilm af en anden verden!

Filmen byder på måge-slåskampe, utrolig udpenslet onani og en sexscene med en havfrue – og så er den desuden også i sort-hvid. Ja, for mig er det en gåde, at ikke alle udråber den til en favorit!

En endnu større gåde er det faktisk, at både Pattinson og Dafoe blev forbigået til Oscar-showet i vinter. Meget dårligt er hændt i 2020, men dét er måske alligevel det mest groteske!  

Skrevet af Anne Ubbesen. Du kan læse Nosferatus anmeldelse af filmen her.

Viggo Mortensens ’Falling’ er årets mest rørende og personlige drama

I et år fyldt med kaos og uro, har Viggo Mortensen bedrevet en poetisk tidslomme, som formår at få dig til at glemme tid og sted, og bare mærke efter.

’Falling’ er elegant underspillet på trods af det intense følelsesdrama, der toner frem på skærmen. Viggo Mortensen har formået, at skabe en film, der skildrer almindelige og genkendelige familierelationer, som samtidig føles enormt personlig.

Filmen tvinger os til at stoppe op, og evaluere de relationer, vi hver især har i livet. Vi bliver konfronteret med vores følelser – ikke kun for vores nære relationer – men også i forholdet til os selv.

Filmen føles som et kærlighedsbrev fyldt med tilgivelse til den forælder, man har lidt for at kunne leve med, men som man elsker for meget til at ville leve uden.

Skrevet af Josephine Høgsted. Du kan læse Nosferatus anmeldelse af filmen her.

’Portræt af en kvinde i flammer’ er et æstetisk og romantisk mesterværk

Da jeg først trådte ud af biografsalen efter at have set Celine Sciammas hede og billedskønne, historiske romance ’Portræt af en kvinde i flammer’, var jeg overbevist om, at jeg lige havde set årets bedste film. Snart 12 måneder senere har intet bevæget og overvældet lige så meget.

Forelskelsen, der er filmens centrum, er ikke blot radikal, da den opstår mellem to kvinder i 1700-tallet. Det er også et kunstnerisk forhold – malerinden, der i hemmelighed studerer sit subjekt, indtil det undersøgende blik bliver til et kærligt ét. Deres romance indebærer en feministisk dekonstruktion af idéen om muse og kunstner, og er i øvrigt forbandet sexet og medrivende.

Men filmens største bedrift er, hvordan den tryllebinder publikum med billede og lyd. Close-ups, der føles som portrætter, landskabsfotografi af malerisk karakter, og en sparsom brug af musik, der bygger op til to eksplosive scener, man ikke nemt får rystet af sig.

At se ’Portræt af en kvinde i flammer’ er som at blive forelsket i filmmediet på ny.

Skrevet af Gustav Stubbe Arndal. Du kan læse Nosferatus anmeldelse af filmen her.