2021 går på hæld, og i stedet for at tænke på corona, aflyste planer og uendelige vaccinestik hylder Nosferatu det forgangne år ved at fokusere på de allerstørste filmoplevelser.

Med en redaktion fuld af filmentusiaster er juleferien naturligvis blevet brugt på at fundere over filmåret 2021. Særligt ét spørgsmål går igen: hvilken film var bedst? 

Vi har haft svært ved at blive enige og er derfor gået sammen om en liste over vores personlige favoritter. Listen rummer magi, Oscar-vindere, samfundskritik, arthouse og superhelte, så spring ind i det nye år med forrygende filmoplevelser for enhver smag. Godt nytår!

’The Mitchells vs. The Machines’ er så forbandet perfekt, at man skulle tro, det var løgn

Jeg prøver som regel at gå til enhver film med et åbent sind og med kontrol over mine forventninger, men da ’Spider-Man: Into the Spiderverse’ er en af mine store kærligheder, vidste jeg, at jeg nok også ville kunne lide skabernes næste skud på stammen. Og ’The Mitchells vs. The Machines’ vandt mit hjerte med et snuptag.

Hver eneste frame er forrygende, farverig og fortryllende, og filmen præsenterer et helstøbt eventyr, der håndterer emnet om moderne teknologi på en forfriskende og alsidig måde.

Dette helt særlige stjerneskud viser ikke blot en både kærlig og dysfunktionel familie, men også en ung queerperson, der får lov til at eksistere, lige præcis som hun er: queer, kreativ, filmnørdet, følelsesladet og med daddy issues med i ligningen.

’The Mitchells vs. The Machines’ var ikke, hvad jeg forventede. Den var ti gange mere! Hvert forhold føles håndgribeligt og relaterbart, og jeg må indrømme, at jeg på ingen måde havde troet, at denne lille perle ville være min favoritfilm i år. Men det er den altså. Og hallo, Olivia Coleman i rollen som en ond smartphone – legendarisk skurk, much?

Skrevet af Lennon Dikov. Du kan læse Nosferatus anmeldelse af filmen her.

‘The Green Knight’ er den største biografoplevelse, jeg aldrig fik

Biografnedlukning og covid-forskrækkelser var skyld i, at jeg aldrig fik set David Lowerys ‘The Green Knight’ på det store lærred, og det er min største ærgrelse i år. Relativt bekendt med det originale digt og altid klar på A24’s særlige mikrogenre af indie-horror og historisk drama havde jeg glædet mig som et lille barn, siden den første trailer kom ud.

Da filmen foregår henover julen, fik jeg den så i stedet set i december, og jeg kan forsikre om, at mine forventninger blev overgået. En formidabel præstation af subtil fortælling og fantastisk æstetik, der koges sammen, indtil det bobler af historisk intertekstualitet. Jeg ved godt, at det er en niche-film, men det er en niche, som rammer mig lige i hjertet. 

Jeg kunne rable i timevis om alle de måder, hvorpå filmen både gengiver og modsiger det originale digt, og om skuespillerne og musikken og fortællingen og det ene og det andet og måske også det tredje. Men inspireret af den årlige debat om, hvorvidt ‘Die Hard’ er en julefilm, vil jeg i stedet slutte af med at starte en ny debat. ‘The Green Knight’ er en julefilm, og jeg skifter ikke mening!

Skrevet af Niels Otto Olsen Relsted. Du kan læse Nosferatus anmeldelse af filmen her.

‘Zappa’: Excentrisk og eklektisk eskapisme

Endnu et corona-år er ved at være bag os, og med et stærkt behov for virkelighedsflugt rammer den fantastisk gribende dokumentar ‘Zappa’, lige hvor den skal. Filmen er en poetisk rejse gennem et kunstnerisk og utraditionelt univers med geniet Frank Zappa ved roret. Dette unikum af en mand (og dokumentar) fortæller om livets hårdeste sider på allersmukkeste vis. 

Frank Zappas excentriske ry er ofte kommet ham i forkøbet og har desværre afledt fokus fra den dybde, der ligger i hans tekster, og den tekniske snilde, der ligger i hans musikalske evner. 

Filmen inkluderer sjove, søde og til tider ubehagelige historier om Zappa, hvilket bidrager til filmens dragende ærlighed, og får dermed skabt et nuanceret og engagerende portræt af den geniale særling. Zappa fremstår som et både yderst sympatisk, følsomt og sølle menneske på én og samme tid. 

Sjældent har en dokumentar formået at skildre sit emne så præcist, respektfuldt og indlevende, som instruktøren Alex Winter formår det med denne perle af en film. Blandingen af den skæve lydside, den kaotiske billedside og de mærkværdige anekdoter indkapsler næsten Zappa og hans persona til perfektion. Hans intense kompromisløshed og eventyrlyst har åbnet vores øjne – og ører – for et helt unikt og banebrydende musikalsk univers.

Skrevet af Josephine Høgsted. Du kan læse Nosferatus anmeldelse af filmen her.

’Titane’ er et glitrende neonlys i mørket

Bilsex, brækkede næser, brandmænd og basmusik. Dette års Guldpalme-vinder fra franske Julia Ducournaus hånd er en skiftevis smuk og hæsblæsende affære om faderskab, ubetinget kærlighed, og hvad det vil sige at være menneske.

Som stor tilhænger af body-horror-genren stod det skrevet i stjernerne, at jeg skulle ind og se ’Titane’, lige så snart jeg fik muligheden for det. At det samtidig viste sig at blive en af mine første anmeldelser her på redaktionen var som sendt fra himlen.

Med scener badet i blåt og lilla neonlys som taget ud af en Nicolas Winding Refn-film og med body-horror billedsprog, der kan måle sig med kongen over dem alle, nemlig David Cronenberg, fik jeg, hvad jeg havde håbet på og mere til.

Debutanten Agathe Rousselle får ens mave til at vende sig i rollen som den balstyriske show-girl og seriemorder Alexia, og det er nok det største kompliment, jeg kan give i denne sammenhæng.

I samspil med Vincent Lindon som den udbrændte brandmand Vincent, der tager Alexia til sig, leverer de to hovedroller pragtpræstationer, jeg sent vil glemme.

Hvis jeg kun må få ét nytårsønske, vil det uden tvivl være at se mere til Julia Ducournau i 2022.

Skrevet af Laurits Alex Struck. Du kan læse Nosferatus anmeldelse af filmen her.

’Nomadland’: Et virkelighedsnært indblik i en livslang Roskilde-festival

Filmen lod vente længe på sig, og både Chloé Zhaos og Frances McDormand modtog priser i ét væk, før biograferne måtte kaste håndklædet i corona-ringen og lade filmen udkomme på Disney+ i stedet.

Jeg tør slet ikke forestille mig at have set den storladne fortælling i biografens mørke, men selv på min lille tv-skærm i min lille stue var jeg blæst bagover. McDormand slog endnu engang fast, hvorfor hun er en af vor tids største skuespillere, og Zhaos rørende, sårbare og maleriske skildring af USA’s nomader sidder stadig i mig her snart et år efter premieren

’Nomadland’ er en betagende film om de små nuancer i livet. En gråtonet beretning, der viser, at verden hverken er sort eller hvid, men snarere et sted midt i mellem. En fortælling, der dvæler ved de stille individers rørende fortællinger.

Akademiet slog det fast i vinter, og nu hamrer jeg lige pointen hjem endnu engang: ’Nomadland’ er 2021’s bedste film!

Skrevet af Anne Ubbesen. Du kan læse Nosferatus anmeldelse af filmen her.