Af Sandra Holm

Det kan være svært at løsrive sig fra en karakter der har vundet succes og berømthed verden over. Der findes mange eksempler på skuespillere der er kæmpet med den slags i mange, tunge år. I det flestes tilfælde er det på baggrund af en perfekt castning og prægtig præstation. For nogle få er det ganske enkelt fordi det er det eneste de kan. Og selvom type casting er utrolig populært i disse dage, er det altså yderst kedsommeligt.

Taylor Lautner, der i mange unge pigers verden (og hjerte), er lig med Jacob Black fra den populære Twilight-saga, må siges at være et lysende eksempel på netop denne omtalte fastlåshed. Af den sidstnævnte slags. Han er måske særlig hårdt ramt, da det er blandt de meget passionerede tweens (in between teens) han har sin fanbase. Abduction er Lautners (og instruktøren John Singletons; Shaft, Four Brothers) forsøg på at brude med sin bedre halvdel, Jacob. Det er ikke lykkedes. Til gengæld svarer det på det uundgåelige spørgsmål: hvordan ville Jacobs liv have set ud hvis ikke han var vokset op sammen med indianerne i Phoenix og lært at forvandle sig til en aggressiv kæmpeulv?

Vi møder teenageren Nathan Price (Taylor Lautner; Twilight-sagaen)  første gang til indbegrebet af et amerikansk red cup pool party. Ude med vennerne, uden tilladelse og med pigeproblemer. Den søde girl next door, Karen (Lily Collins; ja, datter af Phil Collins, The Blinde side, Priest) sender ham intense blikke, men ung generthed stopper dem. Det viser sig umiddelbart derefter at lige så almindelig som man først får indtrykket af at Nathan er, lige så anderledes og ved siden af, føler han sig. Vi stifter bekendtskab med hans familie, hans psykolog (Sigeourney Weaver; Alien, Avatar) – og ikke mindst hans tilbagevendende mareridt og uforklarlige raserianfald. Da Karen og Nathan bliver sat sammen i forbindelse med en skoleopgave om forsvundne mennesker, finder de ved et tilfælde et billede af Nathan på nettet og hans værste anelser bliver bekræftet. Før han ser sig om ændres hans verden totalt og han bliver tvunget til at flygte for sit liv, heldigvis i selskab med Karen.

Filmen trækker på alle andre film inden for sin genre. Bourne, Bond, Bauer, Unknown Identity selv Alex Strombreaker synes at danne fundamentet til dette uoriginale manuskript. Efter de første 45 min. med et stødt flow af klicheer, accepterer man at filmen kun vil kunne fastholde ens interesse så længe plottet ikke er opklaret. Det sker efter en fem kvarters tid. Så den sidste halve time henvises man til alverdens refleksioner og en intens ærgrelse over de spildte talenter filmen faktisk indeholder. Jason Isaac (Harry Potter) leverer en fin og troværdig præstation som Nathans far Kevin og Alfred Molina (Chocolate, Magnolia, An Education) dykker op som CIA-agenten Burton, der har fået æren af filmens eneste interessante replik.

Lautner er absolut overbevisende som Nathan. Han er Hollywood muscle in the making og perfekt i det kitty love univers han her befinder sig i. Lily Collins er frygtelig sød, lille og hjælpeløs, men så er det heldigt at Taylor Lautner kan slås og har en thing for at beskytte dem han holder af.

Måske en dag vil Taylor Lautner repræsentere sig selv og ikke være en omvandrende merchandise for Twilight, but not yet, not yet…