I kølvandet på ‘Scream’-franchisens fadæse lyser denne nye perle i mørket. Melissa Barrera er kommet for at blive, og det er med noget af det bedste gore til dato.

Instruktørduoen Matt Bettinelli-Olpin og Tyler Gillett har skrevet franchises som ’Scream’ og ’V/H/S’ på deres CV, men deres nyeste horrorfilm vender tilbage til det, de gjorde bedst i deres mest brilliante værk, ’Ready or Not’.

Altså mest brilliante indtil nu.

For ’Abigail’ giver alle deres tidligere kreationer baghjul, og det siger ikke så lidt.

Selvom filmens ydre rammer med sine rigmandsboliger ligner ’Ready or Not’, og selvom det er deres tredje samarbejde med den spritnye scream queen Melissa Barrera, så løfter 2024’s første vampyrfilm sig op over duoens tidligere film som et lys i mørket.

Der er ingen tvivl om, at ’Abigail’ vælter dig bagover, og vigtigst af alt, at hovedrolleindehaveren er en fryd på det store lærred.

Katten efter musen (efter katten)

’Abigail’ åbner med, at den 12-årige titelgivende karakter glider over de skrå brædder som ballerina til de yndefulde toner fra Svanesøen.

Der venter hende desværre alt andet end en rolig aften derhjemme, for en gruppe af skæve karakterer og kriminelle af varierende skala venter på at kidnappe hende mod en kæmpemæssig dusør.

Deres opgave lyder egentlig utroligt simpel; når først pigen er kidnappet, skal de blot skjule sig med gidslet i en rigmandsejendom natten over, indtil Abigails bekymrede far betaler den tårnhøje løsesum for sin datters liv.

Alt er dog langtfra, hvad det ser ud til, hverken når det gælder huset, pigen, opgaven, eller folkene bag.

Konflikt opstår hurtigt mellem kidnapperne, hvor ingen kender hinanden, og spændingerne flyver højt. Særligt da det går op for dem, at pigens far er en magtfuld figur i mafiaen, bliver det svært at vide, hvem man skal stole på.

Truslen er dog langt tættere på dem, end de tror.

Med ét bliver offer til jæger og jæger til offer, når den uskyldige Abigail viser sig at være alt andet end uskyldig, men i stedet en agil vampyrpige på jagt efter sit næste måltid.

Scream queens og kings i overflod

Castet i ’Abigail’ bugner af en lang række talenter som blandet andet Kathryn Newton, Giancarlo Esposito og den nu afdøde Angus Cloud, men det er Melissa Barrera (’Scream’) og Dan Stevens (’Beauty and The Beast’), der bærer hele kavalkaden i smukkeste stil.

Førstnævnte skuespillerinde blev for nyligt fyret fra den kommende film i ’Scream’-franchisen – en gyserfranchise, der har en speciel plads i mit anmelder- og horrorfanhjerte. 

Barrera fik allerede internettets vrede rettet mod sig fra den femte film, hvor kommentarerne gik fra at kritisere hendes skuespilevner til direkte racisme og sexisme. Sidste år mistede hun sit job på grund af, at hun som en af de første og stadig få mainstream Hollywood-kendte udnyttede sine sociale medier til at skabe opmærksomhed om og støtte Palæstinas folk, der lider under Israels folkemord.

Forsøget på at blackliste hende har dog fejlet. Hun bruger fortsat sin platform til at støtte indsamlinger, og har fået flere tusinde følgere på Instagram. Ligeså beviser hun i ’Abigail’, som hun har bevist det i alle sine seneste projekter, at hun er skabt til at skinne i rampelyset.

Barrera rummer både helte og skurke og alle gråzoner i mellem, og i ’Abigail’ er hun hjertet i centrum af det blodige galskab, i rollen som den hemmelighedsfulde og samtidig omsorgsfulde kidnapper Joey.

Stevens spiller tidligere betjent turned kriminel, Frank, og fungerer som modspil til Joey; sympati og usympati, paranoia og logik, begge med fysisk kunnen og rappe replikker, der blander gys med stunts på actionfilm-niveau med den smukkeste elegance.

Naturligvis er Alisha Weir som Abigail også det helt store show, hun spiller til perfektion som en blodig lille pige med skarpe hugtænder og tylskørt med 200 års visdom og skarpsindig humor. 

Det udødelige barns comeback

Som en horrorfan, der aldrig rigtig har været med på teenagevampyrbølgen, er det utroligt forfriskende, at se de monstrøse, utilgivelige, til tider groteske og ulækre vampyrer få et comeback.

Designet af netop det monster står højt på successkriterierne for ’Abigail’, og det er fuldført med kropstransformationer og blodeksplosioner til den helt store guldmedalje.

Der er dog ét men, hvor filmen desværre et par gange snubler i den ellers spændingsspækkede, høje fart grundet en tydelig forvirring om, præcis hvilken slags vampyr ’Abigail’ ønsker at hylde.

Reglerne for dens monstre er utydelige og hullede, hvilket gør, at publikum ikke rigtig kan gøre sig kloge på mytologien. Derfor bliver det også mudret, hvem der dør, og hvem der overlever, og den komik, Stevens ellers bidrager så brillant med, falder til jorden lige netop her i et forsøg på at være sarkastisk og meta.

Jeg kan dog næsten ikke lade være med at rulle med øjnene med kærlighed og lade den være rundforvirret, når den serverer så vellykkede dødsscener og så ulideligt charmerende karakterer, som denne horrorfilm har i ærmet.

’Abigail’ er et stjerneskud, når komik og blodig skønhed forenes, og skræmmende vampyrbørn er kommet for at blive. Ligeså er Melissa Barrera, som gysergenren forhåbentlig ikke giver slip på i lang tid fremover.