Et smukt ydre og nogle rent ud sagt pissefede actionsekvenser er ikke nok til at skjule, hvor åndssvag Abraham Lincoln egentlig er som Vampire Hunter.

Abraham Lincoln: Vampire Hunter er en omskrivning af myten om USA’s 16. præsident Abraham Lincoln. I stedet for blot at være præsidenten der befriede slaverne og endte den amerikanske borgerkrig, er han nu også ansvarlig for at redde Amerika fra dæmoniske vampyrer, der primært hærger Sydstaterne. Ja… det lyder retarderet, men det er sjovt nok ikke ideens idioti, der trækker ned, det er filmens manglende evne til at være komisk.

Filmen er produceret af Tim Burton og instrueret af russiske Timur Bekmambetov, som endnu engang viser sig i stand til at iscenesætte fantasifulde og smukke actionsekvenser, som få andre i Hollywood evner. Der er eksempelvis en scene, hvor en øksesvingende Mr. Lincoln (spillet Benjamin Walker) er i vild jagt efter sin vampyrnemesis hen over en kæmpe flok vilde heste, der på skift bliver brugt til at ride på, som udfordringer og som våben. På sin egen idiotiske måde er det bare sejt, uanset hvordan man vender og drejer det.

Men… Uanset hvor sejt det er, bliver man desværre som seer hurtigt immun overfor de meget voldsomme voldsscener. De kører lidt i tomgang, og man sidder med følelsen af, at Burton og Bekmambetov har proppet dem ind i overflod for at skjule, hvor tynd historien egentlig er. Derudover er det en stor fejl, at Benjamin Walker spiller Lincoln uden nogen sans for ironi eller glimt i øjet. Tænk Iron Man uden Robert Downey Jr.’s charme. Ikke godt.

Abraham Lincoln: Vampire Hunter har visuelt overskud, det er der ingen tvivl om, men dens alt for seriøse tone står ikke på nogen måde mål med historiens decideret komiske centrale præmis. Det skævvrider filmen, så hverken den acceptabelt sammenvævede historie eller de visuelt imponerende actionscener finder ro og kan blomstre. Kort og godt er problemet, at Abe Lincoln ikke bare er underholdning – den prøver for meget og tager sig selv alt for seriøst.

Af Martin Wolsgaard