En visuel skønhed med en gribende flashback struktur og pladderromantisk dialog.

 Jeg tilbragte hele sidste sommer på en sejlbåd rundt i det filippinske hav. Så der var masser af genkendelighed i dette sejler eventyr, dog lige på nær det med en dødsensfarlig orkan selvfølgelig! Så måske jeg er lidt farvet som rejseglad backpacker, men jeg var sgu grebet.

Filmen er baseret på den sande historie om kæresteparret Tami og Richard, der møder hinanden i Tahiti i 1983. Tami har rejst rundt i flere år og er nu endt på Tahiti, men har ingen intention om at vende hjem til San Diego lige foreløbig. Hun møder Richard, den lidt ældre engelske sejler, og de forelsker sig. Richard har en båd, og de planlægger at rejse jorden rundt, men så får de et tilbud om at sejle en yacht tilbage til San Diego for en sum penge. De takker ja, men de skulle nok have holdt sig til deres oprindelige plan, for tre uger inde i deres tur mod Californien møder de en orkan, og deres båd kæntrer.

En visuel lækkerbisken

Den dramatiske fortælling lægger ud med et intenst one shot, hvor vi vågner op i den smadrede og vandfyldte kabine sammen med Tami, spillet af Shaileen Woodley, efter orkanens hærgen. At der går noget tid før vi overhovedet får en ide om hvad der er sket, og hvor vi er, giver en knuende og klaustrofobisk oplevelse af at være i båden sammen med Tami.

Generelt er der flere af disse visuelle skønheder, hvor kameraet flyder med båden og karakterernes færden i lækre one shots. Man føler sig simpelthen tilstede på båden. Denne øjenguf blandes med krydsklip mellem flashbacks, hvor vi følger parret inden og under ulykken, og nutidens efterspil på den kæntrede yacht midt på det åbne hav i kampen om overlevelse. Det skaber en effektiv opbygning, hvor man bliver nysgerrig på hvilken vej der har først dem til deres skæbne. Dog taber den lidt pusten, når de ellers intense stormscener bliver afbrudt af de

Føl føl føl

Men vi er ikke helt i top. Der er masser af klassisk Hollywood overflods sukkersød dialog mellem det forelskede par, og klichéfyldt føle-føle musik lige for at udpensle scenen. Jeg bliver også lidt træt, når vi får et helt unødvendigt flashback til sidst bare lige for at understrege pointen. Men det virkede sgu, og jeg må indrømme, at jeg alligevel kneb en lille tåre til sidst.

’Adrift’ er en lidt cheasy og banal Hollywood flick, men jeg kan ikke benægte, at jeg var både rørt og medrevet af dens gribende fortælling. Kameraarbejdet af Robert Richardson er helt i top og fik mig til at holde vejret flere gange. Så trods min ellers store rejselyst, var jeg egentlig meget glad for at det ikke var denne sommer, jeg skulle ud og sejle.

Foto: SF Studios