Efter mere end ti år vender slasher-filmene, der redefinerede genren, tilbage, og fortsættelsen er lige så blodig, selvironisk og fabelagtig, som den altid har været.

Lad os få det på det rene allerede fra starten: jeg er stor fan af ’Scream’-franchisen. Virkelig, virkelig stor fan.

Min fascination af horrorgenren generelt går langt tilbage og spænder bredt, men da jeg så Wes Cravens ’Scream’ fra 1996 for første gang, vidste jeg, at den ville få en helt speciel plads i mit hjerte.

Derfor havde jeg naturligvis tårnhøje forventninger til den femte film i rækken (som ulig sine forgængere bare hedder ’Scream’), den første, der ikke er instrueret af Craven selv (snøft).

Og gyserverdenen har nok af franchises og reboots og sequels og prequels… men ’Scream’ svigter mig aldrig. 

Starten på en legende

’Scream’ fra 1996 blev en filmperle, som ingen anden, da den kom frem under et stort dyk i en genre, alle ellers troede var dødsdømt. Men Wes Craven hyldede sammen med manuskriptforfatteren Kevin Williamson alt det, de og vi elsker ved horror.

Publikum får lov til at grine af dumme teenagere, der myrdes, men karaktererne kæmper også for deres overlevelse, og de kæmper hårdt – hvilket nok er en af grundene til, at den første films åbning med mordet på Casey Becker (Drew Barrymore) er så ikonisk.

Samtidig gør ’Scream’ noget, ingen andre gjorde før den, nemlig at spille ind i alt det vi kender ved horrorgenren, referere tilbage til klassiske horrorfilm (selv åbningsscenen er en hyldest til ’When A Stranger Calls’ fra 1979) og gøre sig til mester i meta.

Hele serien bunder ud i ikke blot en kærlighed til horror, men også en udforskning af hvad horror kan, og hvordan den påvirker os.

Blodbad og stjerneregn

Den femte film i rækken fortsætter 25 år efter de første mord i Woodsboro, hvor den legendariske Ghostface endnu engang vender tilbage med endnu flere tricks i ærmet og en endnu større blodtørst.

Vi introduceres til en nye vennegruppe, der alle brillerer. Særligt Jenna Ortega, som spiller Tara Carpenter, skaber en lige så ikonisk åbningsscene som originalen og ’Scream 2’, og hun er både rammende sympatisk og troværdig.

Ligeledes kan man finde blandt andre Dylan Minnette, Mason Gooding, Jack Quaid og Melissa Barrera, der alle er helstøbte karakterer, som tilføjer et friskt pust uden at skubbe originalerne ud af billedet.

For ja, Neve Campbell, Courteney Cox og David Arquette er tilbage – jeg kan nærmest ikke få armene ned!

Intet omkring deres roller virker falsk eller tvunget, og alt vender tilbage til final girl Sidney Prescott, der er hårdnakket og ser sin traumer direkte i øjnene sammen med de unge, ledsaget af en chokerende men meget velkommen cameo.

En hyldest til fortiden… og fremtiden

Der er virkelig noget på spil i den nye ‘Scream’; ingen er sikre, og alle er mistænkte. Morderen kunne gemme sig bag hoveddøren, kælderdøren, badeværelsesdøren, køleskabsdøren… rigtig mange døre.

Det virker måske gimmicky, men hvert valg, filmen træffer, er effektivt, og gættelegen om, hvem skurken er, bliver sværere end nogensinde før. Det er tydeligt, at de to instruktører Tyler Gillett og Matt Bettinelli-Olpin både forstår, præcist hvad Craven ville med ’Scream’, og hvad serien betyder for fans, for det er de også selv.

Kreeret med en stor kærlighed til den fantastiske og blodige slasher-genre, med en finger på pulsen i filmverden og med ligeså mange snedige kneb og glimt i øjet som dens forgængere, opfylder ’Scream’ alle mine ønsker for den filmserie, der betyder så hjertens meget for mig.

Den har noget på sinde, den ved, hvad der får fans til at juble, og hvad der får deres blod i kog. Den nye film hylder ikke kun ’Scream’-filmene og horrormesteren Wes Craven. Den går også videre med at tage pis på sig selv, referere til arthouse-horror og kritisere fankulturen til det fuldeste.

Wes ville have været stolt.