”Et liv uden stemme, er et liv uden mening”. Der har du det, læser. Hvorfor er Ai Weiwei ”verdens mest indflydelsesrige kunstner”? Hvorfor er det vigtigt at se instruktør Andreas Johnsens dokumentar? Ai Weiwei ekspliciterer sin direkte kritik af et samfund, der er i rivende udvikling økonomisk men uden plads til identitet og det frie valg. Kina, alle taler om det, Ai Weiwei handler og Johnsen dokumenterer.

Fængslet

Den kinesiske samtidskunstner og systemkritiker, Ai Weiwei, bliver efter 81 dages isolation i et kinesisk fængsel sat i husarrest. Som produkt af tre måneders indespærring lider han nu af søvnproblemer og hukommelsestab. De to efterfølgende år Ai Weiwei levede i husarrest, stærkt overvåget af det kinesiske sikkerhedspoliti, fulgte den danske dokumentarist, Andreas Johnsen, i al hemmelighed, for det kinesiske styre, Ai Weiweis kamp mod systemet.

Ai Weiweis kunstneriske virke indeholder alt fra fysiske værker og konceptuelle projekter til sociale aktiviteter, arkitektur og design. Han har levet otte år som kunstner i New York, men da han flyttede tilbage til Kina blev essensen af hans kunst en helt anden; kritikken. I dag betragter han ikke sig selv som kunstner men politiker. Ai Weiweis kunst er politik. Til trods for at hans handle- og ytringsfrihed er stærkt indskrænket og forsøgt kontrolleret, formår han, i sin insisteren på det enkelte menneskes frihed til valg og væren, at få sin kritik af det kinesiske styre ud til resten af verden gennem sin kunst. Filmen går helt tæt på Ai Weiweis person, og dokumenterer ikke blot frihedskæmperen, men en mand der er så beundret og afholdt, at alle vil have et stykke af ham. Selv de der ønsker ham det bedste bidrager til det ekstreme pres han er under. Familie, venner og ikke mindst opportunistiske journalister.

The Fake Case about Fake Company

I de kinesiske magthaveres forsøg på at iføre Ai Weiwei mundkurv, anklager de hans firma ”Fake Company” for skattesvindel, pornografi og what not. Han dømmes for skattesnyd i millionklassen. En sag om hvilken han siger: ”Det er en falsk sag om Fake Company. Men Fake Company er et ægte firma. Sagen mod Fake Company er ægte, men den er falsk og fabrikeret”. Han døber sagen ”The fake case” på grund af de åbenlyse falske forudsætninger og anklager. For at appellere sagen kræver domstolen en pris på 2/3 af, hvad han blev dømt til at betale i bøde for skattesvindel. Appellen betales udelukkende af anonyme kinesiske støtter, der sender ham penge og opløftende breve. Det er en rørt og energifornyet Ai Weiwei, der langsomt forstår at pengene ikke er sendt af medlidenhed, men som symbol på en tavs revolution og at der i ham hviler et håb for en bedre fremtid for Kina.

Rent filmteknisk benytter Andreas Johnsen sig meget af lange indstillinger, nærbilleder og skæve kameravinkler. Han fungerer som en observatør/flue på væggen med et håndholdt kamera, og stiller ind imellem skarpe spørgsmål om situationens kontekst og Ai Weiweis tanker derom. De filmtekniske metoder gør dokumentaren enormt nærværende og fostrer samtidig et metaplan, hvor de lange indstillingers fokus på husets ind- og udgange gør, at dokumentaren kommenterer på sig selv ved implicit at sætte den lille mands samfundskritiske indflydelse vs. det autoritære styre, og dets forsøg på at gøre den lille mand tavs gennem husarrest og massive restriktioner.

Et blik ind i Ai Weiweis tanker

Under en venskabelig samtale formulerer Ai Weiwei den pureste ide, der indrammer essensen af, hvordan denne mand tænker. Samtalen vedrører, hvad der skal ske med salget af hans kunststykker ”The Zodiac Heads”. Nogen af hovederne er produceret i ægte guld, andre i bronze. Ai Weiwei siger: Sælg bronzestykkerne til overpris, en pris man kun vil tage for ægte guld, og giv så guldstykkerne væk gratis. Det nedbryder guldets koncept og værdi, en værdi der er bestemt af mennesker. – Jeg lader citatet tale for sig selv.

Verdens mest indflydelsesrige kunstner

Således blev han i 2012 hædret af det ansete tidsskrift Art Review. Siden har vi i Danmark kunnet opleve hans kunst på Louisiana, og senest har han fungeret som kurator på årets CPH:DOX festival i anledningen af festivalens tema; Kina.
’The Fake Case’ er en nødvendig, passioneret og modig dokumentar. Som manden den portrætterer, er denne dokumentar ikke blot filmkunst – den er politik.