Filmen, der har tæerne dyppet i et dystopisk Blade Runner-agtigt univers taler til mit hjerte. ’Akira’ er en umådelig smuk animeret historie om det gode mod det onde. Med hovedet begravet i en falmende verden viser den, hvorfor animé har en udødelig fortællestil.

Året er 2019 og enogtredive år er gået siden atombomben lagde Tokyo til grunds.

Neo-Tokyo har nu rejst sig i kølvandet på 3. verdenskrig, og byen hærges af kriminalitet og korruption.

I undergrunden har staten udarbejdet et tophemmeligt projekt, nemlig AKIRA. Et projekt der eksperimenterer med at udvikle et supervåben, som kan bruges i moderne krigsførelse.

Vores hovedperson er manifesteret i bandeleder Shotaro Kaneda, der med sit skarpe, røde motorcykeloutfit på uheldig vis krydser veje med AKIRA-projektet og må forsøge at befri sin barndomsven Tetsuo fra at blive endnu et supervåben, fanget i regeringens jerngreb.

Dystopisk bandekrig og cyberpunk æstetik

Actionscene på actionscene, sådan kan man bedst beskrive filmen.

I starten møder vi to rivaliserende bander: Clowns mod Capsules. Bogstaveligt talt ved man allerede her, hvem det svageste led er.

Clowns fyrer afsted i topfart mod Capsules. Heftig aggressivitet florerer i luften. Neo-Tokyos uhumske bybillede vises som relief i baggrunden. Neonlys her og der fanger blikket, og man drømmer sig nærmest hen i denne forfærdelige verden, der tydeligvis er plaget af voldsglade individer.

Det er så smukt lavet, og faktisk virker det ikke som en klassisk animé. Den er ikke langtrukken, og jeg forstår karakterernes udfordringer. Som når Kaneda står i et moralsk dilemma om at redde sin bedsteven eller lade ham overgive til det ukendt AKIRA-projekt.

Fra papir til IMAX

’Akira’ er baseret på en manga af samme navn, der udkom tilbage i 1982. Faktisk udkom tegneserien selvsamme år som ’Blade Runner’ havde premiere.

Der er umiddelbart ikke nogen fællesnævner i plottet, udover begge film har et fantastisk score og samme mørke og grynet udtryk.

Animationsfilmen står som dén, der introducerede manga og animé til et vestligt, mainstreampublikum og der er en grund til at ’Akira’ er en film, som har inspireret mange. Michael Jackson har samplet en lydbid i sangen ”Scream” og Kanye West har trukket på filmens visuelle udtryk i musikvideoen til ”Stronger”.

Det er en film, der udtrykker, hvem vi er i et post-krigsamfund. Om samfundsstrukturer og hvorvidt vi kan stole på den øverste ledelse. Men mest af alt, hvad vi ikke ville gøre for at redde de mennesker, vi elsker mest, uanset hvad vi måtte udsætte os selv for.

’Akira’ i fremtiden

Filmen udkom for 32 år siden, men har en fortælling, der stadig er vigtig at opleve nu.

Måske er ’Akira’ restaureret og gengivet grundet en fremtidig live-action indspilning af filmen.

Rettighederne til en nyindspilning var allerede i hus hos Warner Bros. tilbage i 2002. Dog har den kommende film været igennem et stort produktionshelvede.

Omkring fem instruktører og ti manusskriptforfattere har cirkuleret om filmen. Hvis udfaldet bliver som det står til nu, så skal selveste Taika Waititi instruere, og Leonardo DiCaprio producere.

Men indtil den kommende film (måske) kommer i 2021, kan man nyde ’Akira’ på det store lærred, og det synes jeg, at man skal. Og det er ikke kun fordi mit navn indgår i titlen.