Det er efterhånden længe siden, at kejser Nero, ifølge legenden, sadistisk og harpespillende så til, mens Rom stod i flammer. Men den kollektive politiske depression, som Lise Birk Pedersens dokumentarfilm ’Al magt til folket’ tager afsæt i, vidner om, at det italienske folk stadig er dybt plagede af politisk pyromani.

Ifølge startskriften i ’Al magt til folket’ er det dog ikke kun Italiens demokrati, der står i flammer. Højreradikalisme såvel som Donald Trump er udtryk for, at der er tale om en kollektiv vestlig skovbrand, der truer den fundamentale magtstruktur. Det ønsker instruktøren at skabe debat om med fortælligen om Movimento. Historien om hvordan 163 helt almindelige italienere havnede i parlamentet.

Karismatiske politiske hovedpersoner
Det hele starter med den italienske komiker Beppe Grillo, som begyndte at skrive en række blogindlæg på nettet om sin utilfredshed med den politiske situation. Det bliver til folkebevægelsen ’Movimento’, som vil sende politikerne hjem og selv forme den politik, de hver dag må leve med. Al magt til folket’ skildrer udvalgte skikkelser fra bevægelsen, og netop disse stærke røster får filmens fortælling til at gøre indtryk. Det er i sig selv utroligt at se partiets rejse fra online-community til parlamentets bonede gulve. Vi møder den enlige mor Paola, der har en undermøbleret romerlejlighed, hvor hun laver mad til sin søn og stiller det på en voksdug. Hun vil ikke være politiker, siger hun – hun vil bare betales en rimelig løn. Et par måneder senere er vi med hende på talerstolen, hvor hun uddeler retoriske øretæver til hele Italiens politiske elite – endda så godt at man får lyst til at klappe med fra biografsædet. Den velklædte Albertos hjertesag er derimod en anden, men ligeså sand og beskeden. Hvis bare regeringen kunne forsøge at undgå at påbegynde kæmpe motorvejsprojekter for at standse dem midt i operationen, ville han kunne sove bedre om natten.

Alberto og Paola er filmens klare superstjerner. Begge saglige men samtidig med en fængende italiensk arrighed. Begge formår de råt for usødet at formulere den officielle træthed, som man i Albertos tilfælde næsten kan se har spundet sig fast om hans knogler. Filmens fokus ligger på de medvirkendes politiske incitament, hvilket gør filmen saglig. Men da det samtidig er personer med ægte italiensk karisma, er det også fascinerende og underholdende at se på.

Italiensk politiks kitschede æstetik
Udover at filmen er båret af sin interessante fortælling og politiske projekt, er der i redigeringen kælet for det æstetiske udtryk. Små videoklip stykkes sammen til pixelerede puslespilsbilleder af ikoniske romerske bygninger. Den overdådige renæssanceæstetik digitaliseres og kommer næsten til at fremstå kitschet. Om man så synes, at det er lækkert at se på eller ej, må det siges at være en glimrende tematisk indkapsling af den dualisme, filmen arbejder med. Det gamle romerske imperium med dens tilhørende verdensberømte arkitektur overfor nutidens Italien med Berlusconi som politisk repræsentant for simili-æstetikken. Nyt er yt, gammelt er sejrsskammel som Anders Matthesen engang har formuleret det.

Musikken er elegant koordineret og bruges effektivt til at skabe en mærkbar fortælling ud af det lidt tunge politiske miljø, der skildres.  For det er en stor mundfuld at forstå dokumentaren, hvis man ikke er velbevandret i Italiensk politik. Men hvis man hører godt efter, er der også plads til at falde i staver over sproget og gestikulationen hos de helt almindelige italienske borgere, der i Movimento genfødes som politikere.