’Al Medina’ er muligvis den første film nogensinde, hvor jeg vil anbefale at springe de første 15-20 minutter over, men til gengæld vil opfordre kraftigt til at se resten

Filmproduktion er i lige så høj grad en forhandlingsproces, som det er at holde et kamera. Der er manuskriptforfattere, instruktører, producere og så videre, og de vil alle have indflydelse på det endelige produkt. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på denne proces, da jeg så starten af ’Al Medina’. ’Al Medina’ er finansieret af blandt andre DR og Nordisk Film, og det kan jeg ikke lade være med at fnise lidt af, når den mest ligegyldige og dårligt udførte del af filmen involverer en pæredansk skuespiller og karakterer, der taler dansk.

Spring over

Den halvt arabiske, halvt danske Yusif har en meget simpel drøm, og det er at slå sig ned i Medina– sin fars hjemby – hvor han vil bo med sin danske kone og opfostre deres barn; og så går alt galt. De bliver overfaldet af tiggerbørn, Yusif bliver skyld i, at ét af dem dør, og hans kone mister barnet. For mig var intet af dette særlig effektivt, fordi jeg for det første så det komme og for det andet overhovedet ikke købte det. De har gået rundt i fem minutter, før en hær af børn overmander dem og begynder at trække knive frem; og når en film starter med, at en mand siger ”kære Gud, lad mig leve lykkeligt med min familie”, er der ikke så meget tvivl om, at det ikke kommer til at ske.

Yusif ender i fængsel, hans kone rejser hjem til Danmark, og langsomt bliver hans menneskelighed nedbrudt. Her begyndte filmen at virke. Jeg følte Yusifs smerte, og selvom han var skyld i et barns død, fortjente han hverken livsvarigt fængsel eller gentagne voldtægter fra både de øvrige fanger og fangevogterne. Jeg var dog stadig ikke helt inde i filmen, da jeg stadig ikke kunne købe præmissen. En dag er der dog fangeflugt, og så går filmen i gang!

Bliv siddende

Det er helt fantastisk at se denne ødelagte, nærmest umenneskelige mand, som han bevæger sig forvildet rundt i gader, han før har følt kærlighed for, men nu føler sig skræmt af. Historien er langt mindre lineær, og den er netop spændende, fordi man ikke helt ved, hvad Yusif vil opnå – eller i det mindste hvordan han vil opnå det. Da han har en samtale med sin advokat, er det klart, at han gerne vil hjem, samt at han skal skaffe penge for at kunne flygte, men der er stor tvivl om, hvordan han kan skaffe pengene, og hvad det gør ved ham. Da han ender i mafiaen, ved vi ikke helt, hvad han skal, og vi er samtidig i tvivl om, hvor store skrupler han har med handlingerne.

Der er et par ting fra første akt, som viser sig at være vigtige i denne del af filmen, og de er nødvendige for at forstå Yusifs handlinger, som konstant grænser til det usympatiske. Det allervigtigste er Yusifs kærlighed til og drøm om Saudi-Arabien. For det giver virkelig filmen noget, at man forstår Yusif, som måske ikke i nær så høj grad længere er et menneske, som han er et væsen, der forsøger at overleve. Det er en virkelig stærk historie, og den hjælpes på vej af de første 15-20 minutter, og hvis jeg skulle vælge mellem at se 15 halvdårlige minutter og at undvære oplevelsen, vil jeg tage den halvdårlige start til hver en tid.