Hvor forfærdelig og skrækkelig kan en dag blive, når Disney fører taktstokken?
Med en titel som denne er forventningerne om at overvære noget virkelig katastrofalt specielt høje. Oplever Alexander den rå og barske elendighed, og ramler verden sammen om ørerne på staklen? Nej, selvfølgelig, kunne man fristes til at sige, for ’Alexander and the Terrible, Horrible, No Good, Very Bad Day’ er en Disney-produceret amerikansk komedie, som dyrker den lette tone og træder ubesværet gennem den forudsigelige mølle.
Meet The Coopers
Herlighederne, eller skrækkelighederne, er baseret på Judith Viorsts populære børnebog om den 12-årige Alexander Cooper og den relativt dårlige dag, han og hans familie gennemlever. Alexander føler sig tilsidesat. Det kører ikke rigtigt for den stakkels knægt, og han ser alle dage som værende dårlige. Lige i dag er det ekstra op ad bakke. Ingen har tænkt sig at dukke op til hans fødselsdag, og han får ikke lov at skrive opgave om favoritdestinationen, Australien. Han har tyggegummi i håret, og for at gøre det hele endnu mere nedslående brænder han kemi-notaterne af med en bunsenbrænder. Det står i sandhed skidt til.
Resten af familien Cooper har derimod vind i sejlene, og det gør blot den forsømte dreng endnu mere mut. Udover Alexander består familien af den evigt positive far, Ben (Steve Carell), moren Kelly (Jennifer Garner) der er tæt på karrierens højdepunkt som børnebogsforfatter, søsteren Emily (Kerris Dorsey) som netop har landet en vigtig hovedrolle i et skolestykke, broderen Anthony (Dylan Minette) som både er en flot fyr og tæt på både kørekort og på at nuppe skolens mest attraktive pige med til ballet. Sidst i rækken er familiens yngste, Trevor, som hovedsageligt agerer nuttet sidestykke. Det vil Alexander gerne lave om på. Han vil ikke være alene om at have en dårlig dag, så på hans 12-års fødselsdag ønsker han en gennemført skrækkelig dag til hele familien.
Fart og tempo, men hvor er galskaben?
Herefter går det stærkt, rigtigt stærkt. De komiske optrin afløser hinanden i et hæsblæsende tempo kun afbrudt af pauser, hvor familien kan give hinanden opmuntrende og støttende ord med på vejen. Det skal nok gå det hele. Men det er netop der, hvor filmen mister momentum. Det bliver aldrig rigtigt skrækkeligt. Det er poleret, pænt og velproduceret, men der savnes noget bid og et dybere grundlag for Alexanders ret så usympatiske ønske. Præmissen har lighedspunkter med Jim Carrey-komedien ’Liar Liar’, men her var motivet mere tydeligt – en søn der inderligt ønskede en bedre far. Historien om familiens forsømte og oversete lillebror er blevet brugt og genbrugt utallige gange, så jeg sad med håbet om, at der i denne omgang var mere kød på komikken. Her bliver det bare aldrig sjovt eller farligt nok. Der bliver i stedet fokuseret på situationskomedie med manglende kant. Med Disney på plakaten kan det selvfølgelig være svært at kræve disse ting, og det bliver understreget, da far Ben i en af de afsluttende scener råber: ”PG.”
Men er det hele en usjov elendighed? Nej, der er flere ganske morsomme øjeblikke i løbet Alexanders og hans families lettere traumatiske dag. Jeg skal da gerne indrømme, at jeg klukkede et par gange undervejs, og i rollen som Alexander er australske Ed Oxenbould bestemt udmærket. Hans replikker afleveres troværdigt og fejlfrit. Filmen er mildt underholdende, og kedeligt når det aldrig at blive. Desuden har filmen et særdeles godt kort på hånden i Steve Carell. Han er altid en fornøjelse og er som regel lyspunktet i samtlige af de film, han medvirker i. Jeg kan dog ikke undgå at sidde tilbage med en lidt bitter smag i munden. Man ved fra start, hvordan det ender, men turen dertil når ikke de humoristiske højder, der kræves, for at en film med en så banal karakter kan sætte spor i den jungle af klichéfyldte, ufarlige komediefilm, vi konstant skal udsættes for.
Men som Alexander, en smule omskrevet, selv siger i filmen: ”Når man ser en middelmådig film, værdsætter man i højere grad de rigtig gode”.