Af Martin Wolsgaard

Over de seneste 20 år har den fantasifulde instruktør Tim Burton og hans spøjse og ofte fremragende ”muse” Johnny Depp vist sig have et meget frugtbart samarbejde. Fra den gotiske og skønne historie om Edward Scissorhands til Sleepy Hollow til nærmest hysteriske, men elskelige tosserier i Charlie Og Chokoladefabrikken og senest den mere dystre Sweeney Todd udfoldes de ekstremt fantasifulde eventyrligheder sig nu i 3D i den velkendte historie om Alice’s rejse ned gennem kaninhullet. Her spiller Depp rollen som Mad Hatter eller Hattemageren, der i stor stil guider Alice, spillet af up and coming-skuespillerinde Mia Wasikowska (der var aktuel på Berlinalen med en stor rolle i indiefilmen The Kids Are All Right).

På baggrund af Depp og Burtons imponerende CV bør man umiddelbart antage, at de er et match made in heaven til at rekonstruere Lewis Carrolls klassiske eventyr. I denne version vender Alice tilbage til eventyrland eller Underland som 19-årig og skal redde ”verden” fra den onde røde dronning med det store løgformede hoved, der har en underlig fetich med at hugge andres hoveder af. Hun spilles af Burtons kone Helena Bonham Carter, og er da bestemt morsom at se på, men ligesom Depp får skuespillet en lidt hysterisk kant, der irriterer mere end det gavner, og i virkeligheden ender med at gøre karaktererne mindre nuanceret. Særligt fornøjeligt er det at se på de små skabninger – kaninen i vesten (stemme af Michael Sheen), den flyvende, smilende og forduftende kat (stemme af Stephen Fry) og især den blå larve (med perfekt stemme af Alan Rickman).

Tim Burtons eventyrligheder er dog en fornøjelse i 3D. På samme måde som i Avatar udnyttes effekternes muligheder til det yderste, og det bliver som publikum svært ikke at blive imponeret og den måde han sammenblander og fremmaner det magiske kongeriges forunderligheder. Farverne er dynamiske, gør landskaberne smukke, Danny Elfmans score har den rette pompøsitet og storslåethed mens Depp er magisk og tosset, men det hele er set, hørt og oplevet før. Der er altså en masse visuelle godter, men man får lidt følelsen af, at filmen udfolder sig som en serie af overkønne, overskønne dekorationer, der i sidste ende mangler hjerte og nerve og altså ikke graver dybt nok.

Kunne man lide Charlie og chokoladefabrikken, Edward Saksehånd, Sweeney Todd, Ed Wood osv. og hvad det spøjse makkerpar ellers har konstrueret af versioner af det samme i de seneste årtier, vil Alice’s rejse ned i kaninhullet utvivlsomt underholde og forundrer. Det eneste nye her er 3D-effekten, og da dramaet aldrig bliver mere dybfølt end det gør, formår Burton heller ikke denne gang at udfordrer Depp ud over kedsomhedens grænser, og slutproduktet vi sidder tilbage med er en hyggelig eventyrfilm for hele familien – no more, no less.

3 ud af 6 stjerner.