Fede Alvarez er den nyeste instruktør til at give sit skud på, hvordan en Alien-film skal se ud. Og selvom han ikke bringer så meget nyt på banen, får han presset rigeligt med blod og spænding ud af to timers spilletid.
Det er svært at forestille sig, at der var nogen som helst forventning om, at man var i gang med at skabe en filmserie, der ville overleve et halvt århundrede, da ‘Alien’ udkom i 1979. Tre fortsættelser og fire spin-offs senere står vi nu med et nyeste skud på den psykoseksuelle slasherfilms-stamme.
Filmseriens instruktørstol er tidligere blevet varmet af giganter som Ridley Scott, James Cameron og David Fincher. Denne gang er det Fede Alvarez der har taget pladsen. Han er dog langt fra nybegynder indenfor gysergenren, med film som ‘Evil Dead’ (2013) og ‘Don’t Breathe’ (2016) under bæltet.
Den erfaring kan man godt mærke i ‘Alien: Romulus’. Men man kan også mærke, at han måske har lidt for meget kærlighed til den filmmytologi, han træder ind i.
En hverdag som rumkolonist
I starten af filmen møder vi filmens karaktergalleri på en permanent mørklagt og ultradystopisk asteroide-koloni. Her er hovedrollen Rain (Cailee Spaeny), sammen med alle sine venner, gældsbundet til filmseriens tilbagevendende skurkeorganisation, megafirmaet Weyland-Yutani.
Karakterernes hverdag er grim og kedelig, men det er filmen godt nok ikke. Særligt sprudler starten af filmen med storslået scenografi. Der er tydeligvis brændt en stor del af filmens budget af på de første 20 minutter, men pengene er langt fra spildt.
Det er svært ikke at blive suget ind i det taktile retrofuturistiske univers, som filmen fremmaner. Og denne fordybelse er kun til gavn, når omgivelserne skifter til mere klaustrofobiske – og budgetvenlige – lokationer senere hen.
Med drømmen om at stikke af beslutter Rain og hendes venner sig nemlig for at tage op til det rumstationsvrag, der svæver i asteroidens atmosfære. Stationen har lige præcis det, de har brug for for at overleve den 9-årige lange rejse til den nærmeste beboelige planet. Men måske er den ikke så forladt, som den ser ud.
Syreblod, sved og tårer
Fra det øjeblik, vi ankommer på rumstationen, begynder filmens plot at ligne noget, vi har set før. Mennesker møder monster; skarpe ender af monster møder bløde dele af mennesker; gentag som nødvendigt.
Det er svært at genopfinde et hjul, når det netop er hjulets simplicitet, der gør, at det kan køre. Det forstår Fede Alvarez heldigvis. I stedet for at genopfinde, viser han sine mange gode ideer til, hvordan et ellers simpelt hjul kan bruges på nye gruopvækkende måder.
Filmen kommer hurtigt op i et tempo, som føles lige så brutalt som den vold, der sker på skærmen. Men det er langt fra et problem, da det kun understøtter effektiviteten af de mange kreative sekvenser. Scenerne føles flot flettet sammen, og de forbruger flittigt filmseriens favoritelementer, som for eksempel rumvæsenets syreblod, på friske og frygtindgydende måder.
Men et publikum har også brug for pustepauser. Her skifter filmen fokus til et karakterdrama, som er ganske funktionelt, men sjældent fantastisk. Højdepunktet er David Jonsson, som giver den bedste skuespilpræstation i form den menneskelignende robot Andy, programmeret af Rains far til at beskytte hende – og til at fortælle dårlige vittigheder.
Ripley’s genbrug det, eller lad være
Filmens største problem er den grimme tendens, den har til at låne lidt for meget ikonografi fra de tidligere film, hvilket særligt kommer i spil henimod slutningen. Karaktererne begynder pludseligt at gentage dialog, som vi har hørt før, eller at posere for kameraet på en måde som tydeligvis skal minde om Ellen Ripley – den tidligere hovedrolle i serien, spillet af Sigourney Weaver.
Resultatet er desværre at tempo og spænding bliver undergravet, i tjeneste for noget filmen på ingen måde havde brug for. Det begynder så sent, at det aldrig overskygger den gode vilje, som er blevet optjent, men det ændrer ikke på, at det faktisk var fuldkommen unødvendigt.
Det kan umuligt have været nemt at skulle overtage en filmserie, som både byder på nogle af de bedste og på nogle af de værste science fiction-film i mands minde. ‘Alien: Romulus’ ender heldigvis i den mere vellykkede ende af skalaen.
I sidste ende er det en kreativ, velkonstrueret og visuelt vellykket gyserfilm, som sagtens kunne stå på sine egne ben ved siden af sine mange forgængere i serien. Det gør det dog en smule frustrerende, når den tilsyneladende frivilligt vælger ikke at gøre det.