’Alita: Battle Angel’ er en historie om en kvindes transformation fra akavet teenager til røvsparkende voksen med eksplosioner og skinnende robot-CGI.
Skraldet falder fra himlen og lander i de evigt voksende bunker. En mand i blød hat roder affaldet igennem. 300 år er gået siden syndefaldet. I skyggen af den sidste svævende by, Zalem, ligger Iron City. Her slider fabriksarbejderne bogstaveligt talt deres lemmer af, med det ene formål at forsyne Zalem med luksus. Den idealistiske Dr. Ido (Christoph Waltz) finder i sin søgen efter robotprotesereservedele en cyborgpige. Eller i hvert fald halvdelen af en.
Skinnet bedrager
Alita (Rosa Salazar) vågner i en ny krop uden hukommelse. Hun ved ligeså lidt om denne fremmede verden som os. Hun ser med det samme både menneskelig og umenneskelig ud. Hendes robo-krop og forstørrede øjne fremmedgør hende, men hendes bevægelser og udtryk er genkendelige. Hendes computeranimerede ansigt er virkeligt nok til at tro på, men svært at acceptere helt. Dog er teknologien så fremadskredet, at det ikke hindrer skuespilspræstationen bag.
Alita vågner i Iron City. Halv losseplads, halv fabrik. Dusørjægerne udøver den eneste form for retfærdighed, og hvis man ikke passer på, stjæler de lokale lømler din robotarm. Visuelt er byen et mesterværk. Den føles mere ægte end andre computeranimerede helvedeshuller. især når den ses fra karakterernes perspektiv.
Iron City: En smeltedigel
Ideen til at filmatisere Yukito Kishiros grafisk romanGunnm’ kom, da ‘Shape of Water’-instruktør Guillermo Del Toro anbefalede den til sin ven og fælles aficionado af blå mennesker ‘Avatar’-instruktøren James Cameron. Han hvervede manuskriptforfatteren til ‘Shutter Island’ Laeta Kalogridis og instruktøren bag alle ‘Spy Kids’-filmene Robert Rodriguez. Alt dette talent resulterer i en film, der rammer plet visuelt og narrativt, men mangler noget originalitet og ånd.
Rosa Salazar lader ikke den digitale make-over hindre hende. Hun går fra naiv og undrende direkte ind i den akavede teenagefase, komplet med at snige sig ud om aftenen og mødes med drenge, som faderfiguren misbilliger. Et kropsskifte senere er hun en fuldvoksen badass – en ligemand til altid forunderlige Christoph Waltz’ Gepetto.
Engle falder sjældent langt fra stammen
En Edward Norton cameo og en åben slutning tydeliggør, at ‘Alita: Battle Angel’ er tænkt som den første i en serie. Der er stadig en masse ubesvarede spørgsmål om denne cyberpunk dystopi, som James Cameron præsenterer. Det mindsker ikke fornøjelsen af de spektakulære og hver især unikke kampscener, men det føles, som om den afsluttende kamp og resolution allokeres til en senere film.
I en tid med evige sequels og reboots er Iron City og Alita et velkomment syn. Der mangler dog den ånd og originalitet, der gjorde de tidlige ’Star Wars’ og ’Harry Potter’-film til seerfavoritter. Alle ingredienserne er til stede: bragende actionscener, opfindsomt udtænkte skurke og en kedelig romance – dog med et twist. God underholdning i 2 timer, hvis man er træt af at se små, svage mennesker slås og vil have noget mere.
