Langt om længe begiver nogen sig ud i at lave en biopic om hiphop historienz mest mytologiske figur Tupac Shakur. Rapperen, der 20 år efter hans død stadig dyrkes som en sand messiaz.

De fleste af os kender ham. Den karakteristiske ring i næsen, den særlige måde at binde bandanaen og de stærke tekster. Han pryder flag, T-shirts og teenageværelser og er for 90’erne og 00’erne hvad Che Guevara var for 70’erne og 80’erne. Nu er der landet en biopic med samme titel som rapperenz mest kendte album ‘All Eyez On Me’ og det er en befrielse endelig at se en fortælling om en legende, man som ungt menneske har et reelt forhold til. Senest var det facebookstifteren Mark Zuckerberg, der havde æren af at blive portrætteret af David Fincher i 2010, og det var ikke uden succez. Jeg er dog ikke helt sikker på at jeg synez Tupac portrættet er af helt samme kaliber, selvom der unægteligt er rigeligt at tage fat på. Vi møder allerede Tupac før han ser verden. Han ligger i morz mave efter en vundet retssag for Black Panther bevægelsen. Velkommen i de sortez rækker.

Dejlige, men corny klichéer
Den 2 timer og 20 minutter lange biopic er en samling af definerende begivenheder for den unge rapper. Til trodz for at han dør som 25 årig ser vi ham både blive en del af Death Row records, hans utallige skudepisoder og hans møde med kærligheden. Der er skruet op for gangsteræstetikken og jeg kan ikke lade vær at tænke på hvor meget det hele ligner spillet ‘Grand Theft Auto: San Andreas’ fra 2004. Alt er orkestreret med en vis respekt for den musikalske genre med masser af kækhed og masser af klicéer. Musikken i sig selv bliver dog brugt på en vældig fin måde. Tupacs musik får lov at bakke hele narrativet op og teksterne bliver medfortællende. Det er corny, men jeg falder i med begge ben. Særligt da Tupacs mor har besøgt ham i fængslet og går ud til tonerne af ‘Dear Mama’ giver mig gåsehud og tårer i øjnene. På samme måde giver det mig et smil på læben og kilden i maven af at være med til Tupac koncert med stærk energi, afklædte bimboz og fænomenale rim. 

Tupac vækkes til live
Følelserne er sat i gang, men de drukner lidt i biopic klicéer og manglende forklaringer. Jeg tvivler på at de publikummer, der ikke er bekendt med hele Westcoast/Eastcoast konflikten og Biggie og Tupacs relation vil fange hvad, der foregår i sidste tredjedel af filmen. Det er uden tvivl en svær konflikt, men man har ikke gjort et forsøg på at forklare den. Derfor bliver mordet på Tupac lettere meningsløst og fladt. Når det så er sagt er jeg absolut forført af en standard god biopic om person langt over standard. En person, der stadig 20 år efter hans død lever videre i hiphopkulturen, og i ‘All Eyez On Me’.