Af Dorte Winkler
Efter den årlige sommerlukning, en vandskade og en planlagt ombygning af billetsalg og boghandel åbner Cinemateket igen tirsdag d. 9. august og fortsætter som hidtil med at vise både en månedens film og en månedens dokumentarfilm. Dette glimrende initiativ giver primært Københavns biografgængere god mulighed for at se film der ikke lige kan finde distribution i biograferne, men som bestemt er seværdige. Dette gælder også august måneds film – All Good Children af spillefilmsdebutanten Alicia Duffy – en dyster, skræmmende og fortættet historie fra den skelsættende periode hvor barndommen så småt afløses af noget andet der ikke er defineret, men som i al sin fremmedhed føles mere end forstås.
De to brødre, Eoin og Dara, har lige mistet deres mor og i sommerferien bliver de afleveret på en gård i Frankrig af deres far, som har ting han skal ordne. De to brødre bliver hurtigt venner med nogle nabobørn, den jævnaldrende engelske pige, Bella og hendes yngre bror, hvis forældre er i gang med at istandsætte et kæmpe hus, mens faren er ved at skrive en bog..
Det er især Dara og Bella der udvikler et særligt venskab som i det små kredser om den begyndende sensualitet og seksualitet, og indbyrdes afsøger de deres forbindelse ganske uerotisk, men dog tungt ladet, selvom tiden i og for sig går med masser af almindelig leg. Dara er dog den der har de stærkeste følelser i denne sammenhæng og da en leg i huset med Bella går for vidt bliver han bortvist fra huset. Herefter mister den i forvejen skrøbelige og sårbare Dara mere og mere grebet om sig selv. Det nu forbudte venskab med og kærlighed til Bella ramler sammen med sorgen efter morens død som fylder, men som også forbliver uadresseret, og de ophobede spændinger kræver en forløsning.
Filmens univers er set fra børnenes vinkel næsten til perfektion. Ikke engang de voksnes samtaler på fransk oversættes for publikum da heller ikke børnene forstår hvad der bliver sagt. Slutningen på barndommen skildres som en lidt uvirkelig blanding af stor frihed og fangenskab på en og samme tid, skildret vekslende mellem leg i den store natur, huler og små loftsrum. Det er her identiteten bliver individuel, men også en tid hvor store følelser bliver faretruende urummelige og filmen skildrer denne fase med stor indlevelse og fornemmelse for fantasiens magi og forløsende potentiale.
Den unge Jack Gleeson som spiller Dara har de mest udtryksfulde øjne set i lang tid på et lærred. Man opsluges af dem og deres alvorlige og uudgrundelige udtryk. Han er perfekt i rollen som den indadvendte, grublende og alvorlige dreng, og får fint modspil i Imogen Jones som Bella.
All Good Childrens titel tager udgangspunkt i børnerimet: One two three four five six seven – all good children go to heaven … men det nævnes ikke hvad der sker med de børn, der ikke er gode. Og spørgsmålet er om der findes onde børn? Dette er et spørgsmål der tit lurer i film, ikke mindst i gysergenren, hvor det onde barn næsten er mere uhyggeligt end noget andet. Om det er det der er på spil i denne film må publikum selv vurdere, men det er bestemt en film der berører emnet på sin egen sitrende måde og det er en film man ”roligt” kan bruge en aften på – den hænger i kroppen længe efter.
