To karakterer, ét hus, én nat. I Sam Levinsons drama er du en flue på væggen hos et hektisk kærestepar – et drama, der efterlader en million følelser og få ord.

Det virker indlysende i en tid præget af corona-pandemien og lockdown, hvor hjemmets fire vægge bliver en del mere konstante, at Hollywood vil prøve at genskabe virkeligheden.

Netop dét, at genskabe virkeligheden, er noget filmmediet altid har gjort.

Og derfor har jeg, som mange andre, set frem til den hemmelighedsfulde Netflix film ’Malcolm & Marie’, som blev teaset for blot et halvt år siden.

En både elegant og pirrende sort/hvid plakat og et såre simpelt plot er alt, smagsprøven byder på. Og hvem har da også brug for mere?

En orkan af et kærestepar

Ansigterne på plakaterne er uhyre velkendte med John David Washington (’Tenet’) og Zendaya Coleman (’Euphoria’) i rollen som et kærestepar, der vender hjemad efter en tilsyneladende lang og trættende filmpremiere.

Washingtons Malcolm er instruktør, energisk og ængstelig efter anmeldelser, og Colemans Marie er tidligere skuespillerinde, der stille nikker til sin partner, mens hun tænder en cigaret.

Vi er i parforholdets emotionelle favntag.

Der går ikke længe før den mandlige hovedrolle bemærker partnerens tilbageholdenhed, og henad natten bliver der råbt højt og sovet for lidt.

Som seer tænker man: Hvorfor snakker i dog ikke bare om det her i morgen?

Men det er hårdt bankende og åndeløst, når flere og flere problemer river sig gennem væggen de har imellem sig. De ender i et skænderi, der gror ud af et simpelt spørgsmål.

Med et tomt blik stiller Marie tallerkenen med mac ’n’ cheese foran kæresten, ”Hvorfor takkede du mig ikke i din tale?”

Soundtrack i real time

Netflix-dramaet bryster sig ikke kun med få karakterer, en enkelt lokation og et plot, der udspiller sig over begrænset tid.

Nej, ’Malcolm & Marie’s gådefuldhed fuldendes med en minimalistisk score, og de stærke følelser akkompagneres af sange, der strømmer ud af hovedkarakterernes telefoner i diverse øjeblikke.

James Browns ’Down and Out in New York City’ er starten på Malcolms festligheder, når han euforisk danser i stuen, praler af den ros han fik, og klager over diverse dumme (i hans egne ord) journalister til tilsyneladende døve øre.

Temaer fra Malcolms film gentager sig i parrets uoverensstemmelser. Den er baseret på Maries egne oplevelser som stofmisbruger og er subjekt for anmeldernes politiske linse, der støder imod Malcolms egen vision. Han afskyr ideen om, at alt skal være politisk, ”bare fordi han er sort.”

Efter det første af nattens mange skænderier holder de pause, mens ’I Forgot To Be Your Lover’ siger alle de ord, den mandlige hovedrolle langt hen ad vejen nægter at sige.

“Have I told you lately that I love you? Well, if I didn’t darling, I’m sorry.”

Som tilskuer føres vi igennem en broget sti af knuste hjerter og voldsomme ord, der gang på gang yndefuldt understøttes af musikken.

Og mens snakken når vidt omkring utroskab, filmhistorie, selvmordstanker og racisme, så er der ingen tvivl om, hvad der er i fokus.

Jeg har ikke brug for dig

Coleman og Washington kører blussende op ad hinanden, skilles og bringes sammen på letteste vis.

Ordene bliver til knytnæver, og mens de kæmper for at holde masken oppe overfor hinanden, sidder vi selv tilbage med en trykken på brystet og længsel efter en løsning.

Eller måske er gnisterne alligevel så indbydende, at vi ikke behøver en løsning.

Særligt stærkt er det, når Marie lægger tankerne på køl i badekarret, mens Malcolm løber rundt i husets baghave med vilde armbevægelser og hidsige ord.

Dette plot har ikke en pandemi, der tvinger parret til at blive sammen. Limen, der binder dem, og filmen, sammen, er lige dele den tåkrummende selviskhed, og det overvældende behov, kæresterne har for hinanden.

”Jeg har ikke brug for dig,” fortæller han sin grædefærdige partner, ”Jeg elsker dig bare.”

Kemien er ætsende giftig, latterligt dramatisk, forfriskende sexet og til tider ikke andet en utilgivelig. ’Malcolm & Marie’ er et vindue ind i et parforhold, der gør sig speciel, netop fordi plottet ikke er unikt. Det er bare så fucking menneskeligt.