Allied

Det er svært at vide hvem man kan stole på i ’Allied’. Selv instruktør Robert Zemeckis synes til tider blot at drive gæk med alle.

Året er 1942. Et år hvor kampvogne og ikke barnevogne kører gennem europa. Stedet er Casablanca. Et stenkast fra hyblen hvor man kan høre Sam spille ’As Time Goes By’. Men det er ikke Ingrid Bergman og Humphrey Bogart, der udfylder billedet denne gang. Det er derimod Brad Pitt og Marion Cotillard, spillende henholdsvis canadier og franskmænd. Temaet forbliver til gengæld det samme. Der er dømt krig og kærlighed. Og så gælder alle kneb som bekendt, og det lader den gode Robert Zemeckis også til at mene. For han har godt nok gravet dybt i den filmiske værktøjskasse, og han har da også skabt noget ret unikt – Både på den gode og den dårlige måde.

Inglourious Brad Pitt
Max Vatan (Pitt) og Marianne Beauséjour (Cotillard) skal infiltrere en nazistisk banket og snigmyrde den tyske ambassadør. Derfor må de foregive at være gift med hinanden. Et af den slags ægteskaber der bliver stadfæstet på skrivebordet, før det bliver stadfæstet i sengen. Så samtidig med at de to agenter forsøger at snyde de mange soldater og officerer loyale til det tredje rige, bliver de samtidig mere og mere tiltrukket af hinanden.

Det er Brad Pitts tredje tur ind i 40’ernes krigslandskab på det store lærred. Fornemmelsen er dog nærmere ’Inglourious Basterds’ end ’Fury’, når man sidder i biografsædet. Pitts franske i den her film må siges at være bedre end i førnævnte Tarantino-basker, men referencen synes alligevel tydelig. Specielt da August Diehl dukker op i en rolle som nazi-officeren Herr Hobar. En rolle på tæt på Diehl rolle i ’Inglourious’, at jeg forventede, Pitt ville tage afsked med ham med ordene ”Arrividurchi”.

”And now for something completely different”
Zemeckis kan sit kram, det fremgår tydeligt i de sekvenser, hvor Max og Marianne prøver at snyde nazisterne. Spændingen er ladet i disse momenter. Men ikke så snart er de overstået inden vi klipper til noget så cheesy, at det lugter fælt ude hos publikum. Enten kan Zemeckis ikke kontrollerer sig selv, eller også spiller han blot fandango med publikum.

Zemeckis slipper afsted med det mod alle odds. Også selvom nogle af de mere løjerlige indfald mildt sagt må kaldes random. En scene, hvor Max blander kort foran førnævnte Herr Hobar, og laver så akrobatiske kortblandinger, at selv Rune Klan ville blive ramt af mindreværd, er specielt mindeværdig om end malplaceret. Det hele serveres bare for en med et glimt i øjet, der kendetegner Zemeckis, og frembringer et konstant smil på læben den første times tid.

Men så halvvejs er der tæppeskift. Hele filmen ændrer sig så drastisk, at den klassiske John Cleese replik fra Monty Python ikke ville være upassende. De eksotiske ørkenlandskaber bliver erstattet af et regnfuldt Hampstead Heath. Pludselig er konflikten ikke i mod en ydre fjende, men imellem de to hovedroller. Hverdagsdrama forklædt som spionthriller. For kan Max overhovedet stole på Marianne, og er hun den hun giver sig ud for?

Det menneskelige hjerte i konflikt med sig selv
Den franske filosof Michel Foucault udtalte en gang: ”Den eneste historie der er værd at fortælle er om det menneskelige hjerte i konflikt med sig selv”. Og hans ord gælder stadig. For dramaet og spændingen stiger, når Pitt skal vælge, hvad han tror på.

Desværre stopper Zemeckis enkelte klicheopstød ikke i den mere alvorlige anden halvdel. Så når et tysk fly bliver skudt ned over den te-slubrende bys nattehimmel, så styrter det selvfølgelig ned mod Max og Marianne hus. Forceret, konstrueret og unødigt. Alle disse overdrevne påfund skinner igennem som en nyslået to-kronet i anden halvdel af filmen, og det ender med at koste dramaet.

Så selvom Foucault her får sit konfliktramte hjerte, kan vi så ikke venligst få det uden sexscener i sandstorm næste gang?