En tysk-tyrkisk families historie udfoldes som et farverigt vævet kelimtæppe og på levende og charmerende vis i den internationale publikumssucces Almanya – Velkommen til Tyskland af Yasemin Samdereli. I 70’ernes Tyrkiet, i en landsby i Anatolien, erkender den unge familiefar Hüseyin at det er svært at få pengene til at slå til og som mange andre tager han imod invitationen fra det arbejdskraftshungrende Europa, og ender i Tyskland. Det der skulle være en midlertidig økonomisk løsning ender med en familiesammenføring og en familie der så småt bliver mere og mere influeret af vestlig kultur og sprog. Hüseyin har på sine ældre dage et ønske om at familien husker sine rødder så han har købt et hus i Tyrkiet og besluttet sig for at slæbe hele den velintegrerede familie, modvillige som de ellers er, med tilbage til landsbyen for at sætte huset i stand.

Det er omkring denne rejse at familiens historie fortælles af den unge Canan til familiens yngste Cenk. Historien fortælles i brudstykker mens vi samtidig følger familien i nutiden, hvor Hÿseyins kone Fatma er ekstatisk over at blive tysk statsborger med tysk pas, hvor Canan er gravid med sin engelske kæreste, som ingen ved hun bor sammen med, og hvor lille Cenk er midt i en svær situation i 0. klasse. Her har den søde klasselærer besluttet at hvert barn i klassen skal repræsenteres med et flag på et Europakort for at vise hvor de kommer fra – desværre er Anatolien i det østlige Tyrkiet ikke med på kortet, så Cenks flag ender ude på tavlen. Der er masser af øm humor i den scene, men den er også et fint eksempel på hvordan filmen – let, luftigt og med smil kommenterer på hvor svært det er at være mellem to kulturer for det enkelte individ, og hvor kikset de velmenende forsøg på integration kan være.

Almanya – Velkommen til Tyskland lykkes til fulde med at fortælle en hel families historie på halvanden time, hvor den gør mere for interkulturel forståelse end mange statsfinansierede projekter. Det skyldes selvsagt den humoristiske og varme fortællestil, hvor ikke mindst situationerne fra børnenes synsvinkel er særligt vellykkede og indtagende. Filmen virker ufarlig fordi den er så morsom, og vil måske afføde kritik fra nogle over udelukkende at beskæftige sig med den kulturelle forskel og stor set ikke komme ind på religion – underforstået Islam, som jo ellers er i vælten. Her kan man så huske på at Tyrkiet er et sekulært land, og at humor er det bedste våben til at afvæbne med.

Eneste indvending er at Samdereli ikke helt kan modstå fristelsen til at blive lidt for sentimental og insisterende hen imod den ellers fint skildrede slutning, men det er også svært at give slip på så dejlig en fortælling, som anbefales varmt til alle aldre herfra.

Foto: Sunrise Filmdistribution

Trailer: Alamanya – Velkommen til Tyskland

Af Dorte Winkler