Erwin Wagenhofers fremlægning af undervisningssystemerne (eller måske i princippet bare systemet i ental) er helt klart nødvendigt og værd at debattere, desværre er der ikke noget nyt under solen, når det gælder selve formen.  I dokumentaren ’Alphabet’ bliver vi taget rundt i vidt forskellige dele af verdenen og livet med læring, nogle bygget op med systemer, andre uden, og så til sidst en enkelt tabt af systemet. Dette er helt bestemt et emne, der kommer alle ved, men spørgsmålet er så, om vi virkelig kommer ind til benet af denne debat. Jeg føler lidt den samme fornemmelse som efter en Michael Moore film: Jeg har fået præsenteret en illusion om en nuanceret fremlægning af problemet, men egentlig har han bare fået mig derhen, hvor han vil. Hvis denne film virkelig skulle angribe et emne, som jeg hundrede procent kan bakke op omkring, bliver gendrivelsen simpelthen nødt til at være stærkere, for hvordan er det så med børn, der ikke kommer fra ressourcestærke familier hvor far eller mor kan opmuntre til læring kombineret med kreativitet? Her kommer Wagenhofer desværre ikke ind og undersøger nærmere, og dermed bliver hans ellers fremragende argumenter knapt så skarpe. Filmens lyspunkt og store attraktion er uden tvivl Arno Stern, der leder et form for malerhus, hvor store såvel som små kan komme og få afløb for det kreative, der bliver holdt nede i skolesystemet. Det bliver endnu mere interessant, da Arno afsløre sit arkiv over de sidste mange årtiers kreative udfoldelser og tilmed kan vise os en udvikling og sammenhæng mellem børn og deres samtid. Arno viser sig senere at have relation til en anden medvirkende, men han bliver uden tvivl filmens stjerne (og tæller for en hel alene i min vurdering). Dog har jeg en ret så stor indvending: Hvis man vil ændre den generelle opfattelse af læringsprocessen, hvorfor så ikke begynde med sine egne projekter? Jeg kunne virkelig havde ønsket at Wagenhofer var gået efter det gamle princip med form der understøtter indhold, hvis man havde lavet hele dokumentaren til en legende og finurlig oplevelse af læring, havde jeg måske gået derfra med en følelse af, at denne film er fuldt berettiget til det store lærred; det gør den bare ikke, og derfor vil jeg mene, at filmen vil gøre sig lige så godt på 24 tommer en tilfældig søndag eftermiddag.