Den franske instruktør står bag endnu en rørende fortælling, som placerer os i en tidslomme mellem mor og datter, mens den på kort tid bygger et lille venskab op under sorgens tunge dyne.

Céline Sciamma, for fanden – hun gør det igen.

Om du er dedikeret fan af den franske instruktør eller ”kun” har tudet dine øjne ud til hendes mesterværk fra 2019, ’Portræt af en kvinde i flammer’, så tror jeg, du ved, hvad jeg taler om.

Hendes nye film ’Petite Maman’ er atter et mesterværk på repertoiret og præsenterer dets publikum for den otteårige Nelly, der efter tabet af sin bedstemor møder en helt speciel pige.

Nelly (Joséphine Sanz) og hendes forældre befinder sig i den afdøde bedstemors hus – fast besluttede på at rydde ud i det – og havner midt i mindernes ikke altid velkomne favn.

Melankolien hænger i alle vinduer og vægge, og mens mor og far sørger på hver deres måde, får vi lov til at se det hele fra Nellys øjne. I en ung alder lærer hun om døden, samtidig med at hun stadig skal være barn, og da hun løber ud i skoven for at lege, møder hun en ny ven, hun aldrig har set før.

Tidsrejse uden tidsmaskine

’Petite Maman’ er en subtil tidsrejsehistorie, hvor grænsen mellem fortid og nutid sløres til ukendelighed. Nellys nye ven hedder Marion (Gabrielle Sanz), og hun er i gang med at bygge en hytte af grene – præcis dét sted, hvor Nellys mor byggede hule i sin barndom.

Sammen med den jævnaldrende pige får Nelly lov til at lægge savnet på afstand, og de leger i skoven, som var den deres egen lille verden, en tidløs oase, og det er så finurligt, hvordan Sciamma har opbygget det til mindste detalje.

Fra børnenes tøj til bedstemorens hus eksisterer filmen i en fredfyldt og farverig boble, hvor sorgen lurer i mørket, som en sort panter der observerer sit bytte. Samtidig sætter både manglen på telefoner og brugen af biler historien ud af tid, som vi kender det, og som passer perfekt, når karaktererne er så universelle.

Kulissen er nærmest som et dukkehus, og det lille cast rykkes elegant rundt af instruktørens erfarne hånd. Men intet føles kunstigt, oppustet eller forvrænget. Tværtimod er denne lille film måske den mest idylliske og virkelighedsnære skildring af sorg, jeg længe har set.

Små øjne på den store sorg

Selvom Nelly forsøger at distancere sig fra sin sorg, er den stadig lige bag hende – både i form af hendes mor, der pludselig ikke kan klare synet af huset og tager hjem, og i form af den nye venindes hus, som virker så pudsigt bekendt.

Begge børneskuespillere viser deres følelser på fineste vis. De både griner og sidder eftertænksomt sammen, mens de kigger ud over vandet.

Jeg håber på, at kommende film vil lade sig inspirere af ’Petite Maman’ som en rollemodel for repræsentationen af børn og de hårde emner, de nu engang må lære om i livet. Nelly kan ikke rejse væk selv ligesom moren, men hun kan samtidigt heller ikke stoppe med at lege og være barn.

Hun forstår ikke sin mor, og hun forstår egentlig heller ikke sig selv eller døden, men hun finder fred mellem efterårets blade og i smilet hos en bekendt.

Céline Sciammas filmografi er præget af fortællinger om køn, seksualitet og ungdom, og selvom ’Petite Maman’ er noget anderledes end hendes forrige genistreger, skal man ikke underkende denne lille, nye perle.

På blot 72 minutter formår hun at bygge et alsidigt venskab mellem to unge piger op, få følelserne ind under huden på publikum og lade os længes efter mere.

’Petite Maman’ er en fortælling om sorg og frygt og omsorg og venskab – men mest af alt er det en fortælling om en datter og hendes mor, og hvordan de to, på trods af afstanden imellem dem, alligevel er mere ens, end nogen af dem skulle tro.

Og endnu engang får Céline Sciamma mig til at græde, så det kan man vel efterhånden godt kalde hendes spidskompetence.