Af Andreas Baumann

Dansk films avantgarde filmmager, Christoffer Boe, har med Alting bliver godt igen lavet en finurlig genistreg – og formentligt en af sine bedste film. Den umiddelbart lidt kluntede titel dækker over en tankevækkende og spændende puslespilsfortælling, der på samme måde som debutfilmen Reconstruction (2003) både er en filmmagers metarefleksion og et flertydigt filmisk puslespil. Dertil er tilsat et samfundskritisk krigstema, der giver filmen et pulserende thrillerdrive.

Velspillende Jens Albinus har den altoverskyggende hovedrolle, som den psykisk udmarvede manuskriptforfatter Jacob Falk, der blander sit arbejdes fantasier med sit eget splintrede liv. Før en vigtig deadline i en filmproduktion kommer han i besiddelse af nogle fotografier af danske soldater i Afghanistan i færd med at torturere krigsfanger. Det giver anledning til en jagt på den soldat, der har taget billederne, og i den proces oplever vi en gennemgående paranoia hos hovedpersonen i sit forhold til autoriteter og andre af statens repræsentanter.

Ved siden af dramaet får vi brudstykker af en kærlighedsfortælling på kanten af afgrunden. Jacob Falk og hans kones adoptionsforsøg af en tjekkisk dreng – en historie der ved nærmere eftersyn synes at være det helt centrale omdrejningspunkt i fortællingen. Alting bliver godt igen handler i høj grad om parrets gensidige forsikringer om, at livet snart bliver godt igen, som Jacob Falk kærligt hvisker til sin kone i en afgørende scene i filmen: ”Om nogle timer har vi alt, hvad vi har drømt om”. En kuldegysfremkaldende bemærkning, som jeg ikke har kunne ryste af mig endnu på grund af den drejning filmen tager, og vigtigere endnu, en indsigtsfuld observation af en gængs men grundlæggende misforstået opfattelse af livets lykke.

Hr. Boe og Co. har lavet en spændende og vedkommende dansk film, der ligesom andre af Boe´s film kan ses som en auteurs kærlige leg med filmmediet. Christoffer Boe kan uden tvivl noget særligt med film, og Alting bliver godt igen er en af hans bedste, selvom jeg ikke endnu har fundet ud af, om den kan overgå to af mine favoritter Reconstruction (2003) og Offscreen (2006). Alle tre film skal ses, hvis man ikke vil snyde sig selv for frugten fra en af dansk films mest originale instruktører.

5 af 6 stjerner.