Jeg har altid været vennekredsens Finchy. Jeg ville gerne have været Stifler, men han var allerede taget, ligesom Oz, Jimbo og Kevin. Hvis du ikke aner, hvad jeg snakker om, så blev du nok ikke født i 80’erne. For vi, der gjorde, har været unge med vennegruppen i American Pie fra 1999 og identificeret os med deres kærlighedskvaler og hormondrevne eventyr, der ofte endte i pinligheder. Efter mange års pause og tilbagelagte teenageår er den oprindelige gruppe drengerøve vendt tilbage til American Pie: Reunion. Humoren er intakt, men de er blevet voksne, og det samme er vi – og så fungerer den kåde humor bare ikke ligeså godt.

Af Kasper Vegeberg

Jim og Michelle har fået en søn, og sexlivet er siden da gået ned ad bakke. Men der er dog håb om at genantænde den gnist, de havde i deres unge år, da de inviteres til en genforeningsfest med alle de gamle venner. Og sådan går det til, at Jimbo igen skal arbejde for at få ordentlig sex. Og selvfølgelig går alting galt på pinlig vis, når alle de gamle rødder er indblandet.

Nostalgisk er det at se hele holdet samlet igen i de roller, der enten kickstartede eller blokerede deres karrierer. Nogle af rollerne er dog mere troværdige end andre, for det er ikke alle personlighederne, der passer til voksne mennesker. Og det er de færreste af dem, der har ændret sig overhovedet, ud over at de har fået ægtefæller og arbejde. Jeg tør godt afsløre, at en af filmens moraler er, at det er vigtigt at holde fast i sit ungdommelige jeg, men også at acceptere, at man bliver voksen. Derfor kunne man godt savne, at de selv efterlevede det lidt mere.

For der er løbet meget vand under broen siden 1999. Efter American Pie er der blevet lavet talløse teen-sex-komedier. Alle pinlige jokes med enhver relation til enhver form for sex er udspillet til grader, hvor det hælder mere over mod porno end komedie – og selv American Pies eget franchise blev lavet til ulidelige spin-offs. Nu er der ikke mange flere pinlige, seksuelle eskapader at tage af, og derfor har American Pie: Reunion ikke meget mere at give. Der er lidt for mange jokes om venner, der er blevet homoseksuelle. Der koges lidt for meget suppe på, at gamle flammer er blevet tykke. Og hovedhistorien om Jims og Michelles manglende sexliv er for tynd. Halvdelen af humoren er i øvrigt henvendt til et publikum, der allerede er fortrolig med hele det kåde univers fra de tre første American Pie-film. Og så er det jo en skam, at de fleste af dem nok har mistet en del af deres teenage-humor siden da.

Alt i alt mangler American Pie: Reunion sjæl. Ganske vist har den mere af slagsen end stort set alle andre ungdommelige sexkomedier, men det siger jo ikke meget. Det er et glædeligt gensyn med de gamle venner, og den lægger i høj grad op til, at man kontakter sine egne og tager dem med ind og ser den. Men måske er det ligeså godt simpelthen bare at komme videre.

Foto: UIP