Amour er blevet hyldet og hædret verdenen over og slog blandt andet Vinterbergs Jagten i kampen om Guldpalmen på Cannes i år. Det franske kammerspil er på alle måder en smuk, brutal og sigende historie om alderdom og konfrontationen med sygdom og død. Den stædige stil kan dog godt blive lidt af en kedsommelig affære for nogen.

Østrigske Michael Haneke har allerede én gang før modtaget den ærefulde palme af guld og gjort sig bemærket med sin kompromisløse voldsskildring. Denne gang har han begået et kammerspilsdrama om et gammelt ægtepar, der bliver indhentet af tiden og alderdommen. Anne (Emmanuelle Riva) og George (Jean-Louis Trintignant) er begge pensionerede og kultiverede musikundervisere, der nyder deres otium i en nydelig lejlighed i Paris. Deres kærlighed til hinanden er dybfølt og intakt selv efter mange års ægteskab, men da Anne pludselig bliver dødeligt syg bliver kærligheden og livet kompliceret. George kan ikke andet end at se til og forsøge at opretholde deres begges værdighed, imens hans kone langsomt forsvinder mere og mere ind i sin egen verden.

Amour føles på mange måder som en uhyggelig autentisk skildring af alderdommens problematikker. På mange punkter vækker handlingen genkendelighed fra historier fortalt i den virkelige verden. De to aldrende hovedpersoner i Amour leverer præstationer, der vidner om deres mangeårige erfaring indenfor faget. De er skræddersyede til deres pågældende roller og giver filmen en autentisk livsvisdom og kløgt. Filmen er mesterligt opbygget af lange indstillinger drænet for behovet for at underholde. Plateau-stilen afspejler hele filmens tematik og lykkedes i at inddrage os i alderdommens skæbnesvangre og uundgåelige indtog. Hanekes store egenskab er evnen til ikke at undervurdere sit publikum. Her er der ikke noget, der skæres ud i pap for den tvivlsomme.

I noget, der kunne være drømmesyn genser George få gange sin kone i fuld vigør. Det bidrager til, at vi føler hans smerte endnu dybere, og lægger desuden op til et lidt mere pikant element, der skal peppe hverdagsdramaet op, men desværre bliver der ikke gjort mere ud af dette. Det bliver på en eller anden måde for tilfældigt, hvilket er ærgerligt. På samme måde føles visse andre hændelser i filmen ind imellem lidt påduttede.

I en signifikant scene i filmen observerer vi i adskillige minutter, hvordan den 80-årige hovedperson forsøger at fange en due, der er trippet ind i lejligheden. Og som man nok kan forestille sig er det ikke let for en mand i den alder. Denne scene vil uden tvivl få mange filmkyndige til at råbe KUNST, mens denne anmelder desværre må råbe KEDSOMHED. Filmens så gennemførte stil er på en måde dens uovertrufne styrke, men går også hen og spænder ben for sig selv i et kompromisløst forsøg på at hellige sig kunsten og enkeltheden. Michael Haneke er så absolut ikke ude på at please noget publikum, men gengiver alle små detaljer, der må være af betydning. Dette gør også, at man med et lidt andet syn på økonomisering af film, ville mene, at han snildt kunne have skåret en halv time af filmen.

Amour er godt håndværk, en original fortælling og skal helt sikkert ses. Bevares, den har jo vundet en Guldpalme. Men denne anmelder havde nok i virkeligheden håbet på lidt mere efter al den udenlandske hæder.