Nysselig stilleben og skarp ironi. Jessica Hausners ’Amour Fou’ har intet til overs for romantische forestillinger og tåbelige mandspersoner.
Den tyske digter Heinrich von Kleist har alt, hvad der skal til for at gøre en god hovedperson. Vedvarende sjælelige pinsler, fængselsophold og militærtjeneste, samt et litterært virke med dirrende tankestreger, der fortsat mystificerer litteraturstuderende.
Mest fascinerende er dog det selvmord, der gjorde en ende på den unge Heinrichs lidelser. Men forfatteren var ikke alene om at sætte dette endegyldige punktum. Med sig i døden tog han den mystiske Henriette Vogel, for hvem der langt fra har hersket samme interesse.
Det råder Jessica Hausner imidlertid bod på i sin lille skarpe sag, ’Amour Fou’, der sætter Henriette og ikke Heinrich i centrum. I det lille tragikomiske drama leger instruktøren frit med det historiske materiale og vender op og ned på 1700-tallets sentimentalromantiske ideer om den lidende kunstner og den store kærlighed.
Oh, menneske!
Henriette (Birte Schnoeink) er langt fra lykkelig, men hun accepterer den opknappede, småborgerlige tilværelse, som skæbnen nu engang har budt hende. Derfor afslår hun første gang, Heinrich (Christian Friedel) fremstiller sit romantiske forslag om at følge ham til dødsriget. Men da døden pludselig melder sin ankomst i form af en uhelbredelig lidelse, fristes hun alligevel til at vælge pistolløbets vej.
Det er dog ikke så nemt sådan lige at beslutte sig for noget i Hausners kynisk-ironiske menneskeportræt. Heinrich, en überselvisk svækling, der ønsker, at kvinden skal ofre sig for sin dybe kærlighed, er langtfra tilfreds med Henriettes halvpragmatiske begrundelse for at lade sig skyde. Han prøver først at overtale en tidligere kæreste til at blive hans dødskompagnon. Da hun (forståeligt nok) griner af det tåbelige forslag, beslutter han, at Henriette måske alligevel var den udkårne sjælefrænde.
Kvinden er blot en erstattelig brik i det egoistiske dødsprojekt.
Kvinden i stilleben
Henriette kan heller ikke rigtig beslutte sig for noget. Det ene øjeblik vil hun helst blive i de trygge, finpolerede rammer med den ordløse, muselignende datter og den nathuefornuftige ægtemand. Det næste byder sygdommen hende mulighed for at overgive sig til sin mere romantische og utæmmede side. Pragmatikken og romantikken krydser klinger bag den komplekse hovedpersons ellers så upassionerede ydre, der på intet tidspunkt hidser sig op til dramatiske grimasser.
Alt foregår i nysselige stilleben-rammer, der punkterer det romantiske dilemma og skaber en akavet, ironisk distance. Tableauerne fanger samtidig Henriettes position som skrøbelig, lille pyntedukke, der i bund og grund har nogenlunde samme funktion som blomsterne på bordet og dagligstuens klingende piano.
Til syvende og sidst fanges denne komplekse kvinde mellem ægtemand (gaab) og Heinrich (åh guud!). Det er mændene, der tager alle beslutningerne, og det er rammende nok Heinrichs klodsede pistolføring, der afholder hende fra at ytre sine sidste ord.