Åh hvilken tragedie! Verden har mistet sit allerkæreste barn, og alle SKAL græde. Den kollektive tragedie er over os, og den kommer også i filmformat i disse tider. Spil med på tragedien, eller bliv derhjemme og hyg dig.

Klub 27. Der er vel ingen tvivl om hvad der bliver refereret til med den simple talkombination af 2 og 7 – 27. Det er dødens tal. Eller måske rettere, den mytiske kendis døds tal, der både symboliserer tabet af et efterhånden utal af kunstneriske talenter, der tæller Janis Joplin, Jim Morrison, Jimi Hendrix blandt de mest kendte af slagsen, og den måde disse kunstnere forlod livet på igennem misbrug. Det er fandeme rock ’n’ roll. 27 er vores kollektive bevidstheds adgangsbillet til rock ’n’ rollens annaler. Et magisk tal, men også et tilfældigt, ligegyldigt tal, der hylder selvdestruktivismen som et slags kunstnerisk apeks – og sørger over den i samme omgang.

Hvis selvdestruktivismen gør det af med dig inden for den givne tidsramme, er det rock ’n’ roll, hvis du overskrider datoen må du gå et langt liv som luksusnarkoman i møde. 27 leder tankerne hen på: hvad nu hvis der var mere? som om den tidlige død fordrer en form for evighedstalent, der på grund af døden er et uomtvisteligt bevis på talentets status som eminent.

Skyldsspørgsmålet
’Amy’ er for så vidt ret ligeglad med ”klub 27”, og det er nok en god ting. Det er en bevidsthed du går ind til filmen med allerede. Du synes allerede, at filmen er fuldstændig og helt aldeles uomtvisteligt fantastisk, inden du har set den, fordi Amy Winehouse allerede sidder i rockhimlen og ryger crack og drikker whisky hele vejen over regnbuen i al uendelighed og i al udødelighed. Og det er da også ret svært ikke at lade sig gribe af ’Amy’s fortælling om, at det er farens skyld, eller at det er pressens skyld, eller at det er den narkoglade kærestes skyld.

Det er ikke fordi dokumentaren sådan med fuldt overlæg prøver at placere skylden, men det er ret tydeligt med de narrativer og virkemidler der bliver lagt vægt på, at det jo i virkeligheden er essensen.

Hvor meget tragedie tåler du
Åh hvor var det dog godt det hele. Søde engelske venner, en kvabset manager der er forelsket i hende, og så ikke mindst en helt fantastisk stemme. Instruktøren får vist os en hel masse af den helt almindelige jødiske pige, der bare er glad og vil synge, og desuden har sine meget bestemte holdninger til, hvordan tingene skal gøres. Og så falder hammeren. Dernæst følger en nedadgående spiral med alkohol, stoffer, dårlige forhold og en engelsk tabloidpresse der ikke vil lade hende være. Det er da på mange måder rørende, tragisk og helt gennemsyret forfærdeligt. Men fra at hun har mine dybeste respekt og sympati til, at jeg har lyst til at tage del i en kollektiv tragedie, er der dog lang vej.

”Hun var jo faktisk vor tids Mozart”
Der kommer nok til at være en masse fanboys og fangirls, der synes at ’Amy’ er en helt igennem fantastisk hyldest til et helt igennem fantastisk menneske. Jeg kan næsten allerede høre dem for mig, tale om hvor genial og fantastisk de synes Amy Winehouse var. Og hvad nu hvis? ’Amy’ er dog en ret ordinær dokumentar med interviews og arkivfoto, og hele rumlen om hvor meget dem nærmest hende elskede og udnyttede hende. Jeg kan dog ikke få mig selv til at blive ophidset over ét menneskes tragedie på kultdyrkelse-niveau, men jeg er sikker på at mange vil, og det er sikkert ikke sidste gang vi ser en 27’er på det store lærred.