Frygten for verden udenfor bliver taget med ind i hjemmet, og Anna Fox har ikke andet at beskytte sig med end sin mobil, vinflaske og sin kat. Joe Wrights nye nervepirrende drama prøver at nå samme suverænitet som sine tidligere film, men ikke alle stjerneskud når lige langt.

Baseret på amerikanske A.J. Finns bog af samme navn viser ’The Woman in the Window’ tilværelsen i Anna Fox’ (Amy Adams) liv som sygemeldt børnepsykolog.

Anna bor i et rækkehus på Manhattan, hvor hun lejer kælderetagen ud til David (Wyatt Russell) og ellers lever alene sammen med sin kat, Punch.

Anna lider nemlig af den psykiske lidelse agorafobi, hvor hun ikke kan forlade sit hjem. Hun er blevet separeret fra sin mand, Ed (Anthony Mackie), som også passer deres datter, mens Anna prøver at komme sig over sin frygt for at gå udenfor.

På trods af, at Anna har fået at vide, at hun ikke må drikke alkohol, fordi hendes nye medicin kan få hende til at hallucinere, så smutter der alligevel en flaske vin eller to ned hver aften uden problemer.

Men så flytter en ny familie ind i rækkehuset på den anden side af gaden.

De nye beboere på gaden består af familien Russell, som kommer på besøg hos Anna én ad gangen efter indflytningen, og hun bliver hurtigt revet med i deres mystiske drama.

Joe Wright og forførende angst

’The Woman in the Window’ er instrueret af den skønne Joe Wright, som også står bag ’Pride and Prejudice’ (2005), ’Atonement’ (2007) og ’Anna Karenina’ (2012).

De to sidstnævnte er fine eksempler på Wrights evne til at opbygge og skabe spænding og angst på en meget subtil og forførende måde, så filmens handling ryger ind under huden på en uden at man lægger mærke til det.

Samme fænomen oplever man i ’The Woman in the Window’, hvor dagene i Annas liv går med ophobning af tomme pilleæsker og vinflasker uden rigtig at ænse tidens gang.

Det er først efter at Anna har overværet noget grufuldt gennem naboens vindue at man begynder at lægge mærke til og gå op i Annas tid og dagene op til.

Tomt blik og manisk latter

Den agorafobiske Anna bliver smukt portrætteret af Amy Adams, som er ufatteligt dygtig til at ramme de forskellige nuancer i dét at have en psykisk lidelse.

Udover at gemme sig væk i sit store hus, er hun også svøbt ind i store kjoler og cardigans, mens hun går rundt på strømpesokker med et glas vin i den ene hånd og en kat i den anden.

Ofte bliver psykiske lidelser fremstillet som blind dovenskab i film, men i ’The Woman in the Window’ kan man virkelig mærke autenticiteten og oprigtigheden i Amy Adams’ skuespil, så man føler med Anna i hendes hårde perioder.

Den sukkersøde og romantiske prinsesse fra ’Enchanted’ (2007) eller den luksuriøse og sofistikerede kunsthandler fra Tom Fords ’Nocturnal Animals’ (2016) er slet ikke at finde i Amy Adams i rollen som Anna Fox, og det er skønt at se så nuanceret en skuespiller.

Så hvad var det lige, der skete dér, og hvad blev der af dét, som skete før?

Hvis man skal sammenligne ’The Woman in the Window’ med Joe Wrights andre film, så falder den lidt fladt.

Dramatisk og nervepirrende som den er, kan selve sekvenserne godt være lidt for lange og forvirrende.

Den kan også være ret frustrerende, idet at der bliver lagt fokus på enkelte handlingspunkter eller sekvenser, som virker mere ligegyldige end andre dele.

Når det så er sagt, er der også scener, som er ekstremt smukke og kaotiske på en måde, der giver et mega godt indblik i hvordan Anna har det.

I ’The Woman in the Window’ kan man virkelig opleve Joe Wright skinne igennem som genial instruktør, og sammen med Amy Adams smukke portræt af Anna Fox når filmen rigtig langt.

Det føles dog som om at filmen prøver for meget på én gang, hvilket bare gør det endnu mere ærgerligt, at det ikke er det hele, der spiller lige så fint.