Til trods for at folkene bag ’Anden Akt’ tydeligvis ved, hvad de laver, ender filmen hverken med en skarp nok fortælling eller spændende nok stil til at komme udover blot at være endnu et formularisk romantisk drama.
Selvom det på ingen måde er uhørt, så er det i hvert fald sjældnere, at man ser karakterer i slut 60’erne tage centrum i et romantisk drama. Det er da også det mest unikke ved ’Anden Akt’, og det element som de mest interessante aspekter af den ellers ret uoriginale film udspringer fra.
Filmen følger nyligt pensionerede Eva (Lena Olin), der hurtigt vender tilbage til sit gamle job som fysioterapeut for at genoptræne stjerneskuespilleren Harald (Rolf Lassgård) efter en blodprop.
Evas søn glider så småt fra hende i takt med, at han bygger sit eget liv. Hendes eksmand skal dertil giftes med hendes genbo, så et comeback til sit arbejde er nærmest tiltrængt eskapisme for hende.
Harald ligger lunt i svinget til en stor teaterrolle, men producenternes eneste anke med at caste skuespilleren er i forhold til, hvorvidt han stadig kan præstere sit bedste efter sin nylige blodprop. Harald forsikrer dem om, at han stadig er i topform, men det er langt fra sandheden, så han har virkelig brug for Evas hjælp til at arbejde sig tilbage.
Med udgangspunkt i den præmis tager fortællingen form efter en række konventioner fra det romantiske drama og den romantiske komedie. Der mangler dog slagkraft i dramaet og skarphed i humoren. For trods fin inkorporering af tematikker angående ensomhed, formål og lykke er eksekveringen og resultatet deraf ordinært og lunkent.
Kærlighed i luften
Mangel på formål står i vejen for Evas lykke. Hendes voksne søn klarer sig selv uden hjælp og har fundet sig en kæreste, der kommer lidt imellem mor og søn. Hendes drømme om at tage ud og rejse med sin ægtemand er reduceret til et smertefuldt minde, efter han smuttede over på den anden side af vejen til genboen.
I stedet finder hun sit formål i at hjælpe Harald med sin genoptræning. Hvad der starter som et anspændt forhold bløder hurtigt op og bliver et stærkt bånd. Udover genoptræningen øver duoen replikker sammen og deler hyggelige intime stunder, og man mærker så småt kærlighed sive i luften.
Begge hovedrolleindehavere er yderst rutinerede skuespillere og har da også udmærket kemi med hinanden i deres roller. Det er dog alligevel ikke alt, der er eksekveret lige godt imellem de to karakterer.
Harald skal, som man har set det ofte før, forestille at være en passioneret kunstner med en kæmpe personlighed, der gør, at han både er møgbelastende og drøncharmerende. Lassgård har nogle gange svært ved at balancere dette. Selvom jeg køber ham 100% som teaterstjerne, bliver han til tider for blødsøden uden nok charme, når han skifter fra ubehøvlet til kærlig overfor Eva.
Dertil savner jeg til tider mere modspil fra Eva, for Harald er da godt nok også en stor røv i flere omgange af filmen.
Sætter ikke det store aftryk
De to hovedroller er trods visse svagheder filmens stærkeste kort. Udviklingen, som de to karakterer gennemgår, er helt fint realiseret og udfordrer filmens ellers meget stramme og ordinære formular en anelse.
Bag kameraet leveres der en ret neutral præstation, der gør at filmen visuelt og lydmæssigt sjældent er mere end blot funktionel. En af de eneste scener, hvor der skinner noget visuel finesse igennem, finder sted i en flot teatersal, hvor der leges elegant med belysning.
Filmen er til gengæld god til at bruge sidekaraktererne og deres relationer til Eva som værktøjer til at formidle fortællingens tematikker og beskeder.
Hvad siger det om Evas (manglende?) individualitet, at bruddet med ægtemanden har sat en stopper for alle hendes rejsedrømme, eller at hun føler sig truet af sønnens kæreste? Hvordan kan hun spejle sig i de venner, hun får på den lokale bar, og hvad kan hun lære af dem? Det er rigtigt fint sat op og eksekveret udmærket, selvom flere karakterer føles underudviklede, og humoren herfra svinger en del i kvalitet.
Vi har altså tydeligvis at gøre med folk, der sagtens kan skrue en fortælling sammen, håndtere et kamera, og spille skuespil. Det hele føles bare uinspireret og gennemsyret af middelmådighed.
