På et tidspunkt blev der lavet en brainstorm over, hvad der skulle inkluderes i ‘Angry Birds’ filmen. Efterfølgende pressede man alle idéerne på whiteboardet ind i det samme manusskript. Resultatet er slående.

Freden, fryden og fertiliteten er i top på fugleøen, indtil den invaderes af en flok hedonistiske, grønne grise, der kun vil bygge diskoteker og køre i bil. Først er fuglene fascinerede af alle disse teknologiske landvindinger, men snart viser grisene sig at være nogle, nårh ja, svin og stjæler alle fuglenes æg. Det er nu op til de utilpassede, koleriske rebeller Red, Chuck, Bomb og Terence at redde dagen og de uudklækkede unger med en fed ørn og en kæmpe slangebøsse.

DF, Dinklage og dårlige jokes
’Angry Birds’ er nøjagtigt lige så dum og irriterende, som den lyder. Den smadrer derudaf i et hæsblæsende tempo, hvor de fleste historieelementer introduceres kluntet og pludseligt med en halvbagt joke på bagsmækken. Målet er selvfølgelig at bygge op til appens gameplay i klimakset og ivrige Angry Birds spillere (hvis disse stadig findes?) vil selvfølgelig bemærke, at fuglenes forskelligartede evner kommer til deres ret, når grisebyen skal smadres.

Flere steder kan man godt høre, at oversætterne gik tidligt hjem, den dag man skulle transformere denne pærevælling af baconjokes og fuglepuns til dansk. Der skal dog lyde en ros til Lars Hjortshøj, der akkurat som i Klovn, brillerer i rollen som dumt svin. Omvendt hårdt er det at komme igennem en hel film, hvor Ditte Hansen agerer altruistisk vredesterapeut for vore helte. Hvis man fanger filmen på originalsproget, kan man undre sig over, hvad dygtige mennesker som Bill Hader og Peter Dinklage så laver dér.

På et tidspunkt kommer man muligvis til at tage dansklærerbrillerne på og begynder at overveje, hvad denne film egentlig vil fortælle os. På en måde er det noget med, at man ikke skal undertrykke vrede, men så alligevel ikke helt. På en måde er det også noget med, at diversitet er godt, men kun hvis man tilhører den samme race. Overfor de gode fugles heteroseksuelle, reproducerede, præteknologiske og fredelige samfund står de onde grise med deres blanding af steampunkskibe, store biler, Hawaiiskjorter og perverse mængder mad. Et kulturmøde der er svært ikke at tolke som en lettere ligusterfascistisk hyldest til konservativ homogenitet.

Angry Beers
Nøglen til Angry Birds er nok ikke at tænke for meget over den. For det giver hverken mening, at steampunkgrisene er vilde med Cowboy-kultur, at der serveres pølser på deres diskoteker eller at kikkerter sagtens kan flyttes, men stadig være rettet mod det samme mål. Derfor anbefales det herfra, at man tager konsekvensen og laver et drukspil ud af hele seancen:

Regel #1 – Drik en slurk hver gang der kommer en populærkulturel reference, som børn ikke har en chance for at forstå. Filmen er nemlig spækket med intertekstuelle tosserier og der er både plads til Ondskabens Hotel, Calvin Kleins 90’er reklamer og Kevin Bacon.

Regel #2 – Drik to slurke hver gang der sker noget smålummert og seksuelt ladet. Her kan man lægge mærke til mandestrip, en gangbang-statuette og bogen Fifty Shades of Green.

Regel #3 – Bund under hele den pinefuldt lange tissescene.

Det kan dog ikke anbefales, at man drikker på umotiverede fantasiscener, rodede flashbacks, pludselig slowmotion eller andre cinematiske bommerter. I hvert fald ikke, hvis man ønsker at være nogenlunde funktionsdygtig efter oplevelsen.

Erstat dansklærerbrillerne med 3D-brillerne, find en sixpack i stedet for en fadcola og se filmen der forener Rick Astley, Chippeldales, Stanley Kubric og Marky Mark. Det er en oplevelse af de helt sære.