En satanisk dukke terroriserer et attraktivt par og deres lille barn i en gyser, der langt hen ad vejen er ganske effektiv, og som ikke giver den store lyst til at fremkalde en dæmon i den nærmeste fremtid.

Da blodet fra en død satanist løber ned i dukken Annabelles øje, kan alle sige sig selv, at det ikke ligefrem er god karma, der kommer til at spredes fra dukken fremover. Og det er lige akkurat, hvad der sker i ’Annabelle’, der fortæller forhistorien til ’Nattens dæmoner’ fra 2013. Parret Mia (Annabelle Wallis) og John (Ward Horton) bliver udsat for et grumt drabsforsøg, og da deres lille datter Leah kommer til verden, flytter de for at starte på en frisk. Men dukken Annabelle, som de troede de havde skilt sig af med, har på mystisk vis sneget sig ind i en af flyttekasserne. And so it begins.

Få nu fingrene væk fra den symaskine!
Den klaustrofobiske stemning etableres allerede fra start af, da vi ser Mia og John tale med et andet par i et skud taget fra en telelinse, der langsomt bevæger sig tættere ind på de fire, så der bliver mindre og mindre plads omkring dem i billedet. Kort efter er det par, vores hovedpersoner talte med, døde. Filmen gør godt brug af små afdæmpede virkemidler til at skabe en nervøs og utilpas stemning. Mias symaskine bliver brugt flere gange, og man får da også lyst til at råbe til hende, at hun skal holde nallerne fra den, når der klippes mellem hendes fokus på fjernsynet og hendes fingre helt tæt på symaskinen.

Angst hos den lille amerikanske kernefamilie
Hovedpersonerne i ’Annabelle’ er et oplagt mål for dæmonisk terror, da deres liv er et glansbillede: De ser begge godt ud, går i kirke, har en nuttet datter, og John er læge. Vi starter i overdreven idyl, og det er derfor passende, at vi skal bevæge os over i rædsel og kaos. Det er især Mias pressede situation, der er i fokus, da dæmonen har en forkærlighed for hende. Der er flere øjeblikke, hvor uhyggen kryber sig ind under huden på én, så det er svært at sidde stille. Der er dog også gange, hvor det bliver tanden for støjende, til at det er uhyggeligt længere, hvilket især gælder en scene hvor Mia skal løbe fra en dæmon i kælderen. Her får overdrevne lysglimt det hele til at se grimt og uinteressant ud.

Der er flere interessante gys i ’Annabelle’. Hvis man kan lide at se nogle lidt for perfekte mennesker blive pressede af en ondsindet og brutal dæmon, kan filmen anbefales. Den slipper bestemt hæderligt fra, hvad den prøver på: At give os chok og uhygge.