Charlie Kaufman har skabt en lille perle af en animationsfilm, der på forunderlig vis leger med sit format og sine virkemidler.

Han er i krise, denne midaldrende mand, som mange holder af, men hvis kærlighed han ikke føler. Han har ellers et barn og en kone, der elsker ham højt, og så er han ellers en succesfuld forfatter og foredragsholder, hvis bog ’How May I Help You Help Them?’ om god kundeservice, bringer ham vidt omkring.

Men nogle gange betyder sådanne ting intet. Nogle gange er man fanget i tilværelsen ude af stand til at fjerne blikket fra den tomhed, der ironisk nok synes at fylde alt. Det er simpelthen en del af livet, og denne tilstand skildres mesterligt i Charlie Kaufmans nye stop-motion film ’Anomalisa’.

Tankevækkende tilstand
Michael Stone hedder manden, der i ’Anomalisa’ kæmper med trivialiteten ved tilværelsen i en film, der i højere grad beskæftiger sig med vor hovedpersons problemer end deres løsning. Klassisk fortællende film ville normalt ende med en klar pointe og en løsning på den problemstilling, man i begyndelsen blev præsenteret for. Men i ’Anomalisa’ reduceres komplekse følelsesmæssige tilstande ikke til et regnestykke, hvor man med de rette mellemregninger kan nå frem til et universelt svar. Det er en stor styrke ved filmen, for det åbner op for reel refleksion over et emne, som står mange mennesker nært og hvor løsningen kan komme fra lige så mange steder.

I Michael Stones tilfælde kommer den måske i mødet med en kvinde. Hun både ser og lyder anderledes end alle andre i filmen. Hun er klodset og usikker og hendes selvtillid er næsten ikke-eksisterende. Men hun eksisterer! Hun er nærværende og nysgerrig og skiller sig i al sin tilfældige, anderledes almindelighed ud fra de andre i øjnene på vor hovedperson. Der er ingen særlig grund til at det netop skulle være hende. Men det er netop pointen. Løsningen kan komme alle steder fra, og ingen finder den samme sted. Og i sidste ende er hun måske slet ikke den løsning, han ledte efter alligevel.

Lille historie, store følelser
Ja, det er ikke sådan helt ligetil. Historien er ellers så simpel i ’Anomalisa’ og animationen ligeså. Alle dukkerne har de samme ansigter, og Tom Noonan lægger stemme til hver og en, på nær Michael Stone og kvinden han møder, Lisa. Disse greb fungerer med så stor effekt, at man slet ikke kan forestille sig ’Anomalisa’ som andet end en animationsfilm. Michaels monotone liv stadfæster sig i de ens ansigter og stemmerne, der summer om ham som en enslydende og enerverende sværm af bier.

Det er ganske enkelt genialt tænkt, og det er lang tid siden, jeg har set en film, der i samme udstrækning som denne lykkedes med at give et så præcist billede af hovedpersonens følelsesmæssige tilstand. Den depressive stemning lagde sig som et tykt tæppe over mig, da jeg hørte Michaels eget barn stå og tale med præcis den samme stemme som moren og alle de andre. Shit! Kan selv mit barn føles komplet fremmed?

’Anomalisa’ er en meget lille film og den gaber ikke over store altomfattende problemstillinger, men fokuserer med stor ynde på en lille del af menneskets eksistens, med refleksion og forundring til følge – og det er på mange måder mindst lige så prisværdigt.