Af Thea Hviid Ødbehr
Sort komik er normalvis noget, vi i Europa og især Danmark, er ret så vilde med – tag blot nationale eksempler som Adams Æbler og De Grønne Slagtere. I Another Happy Day, hvor dette spindes ind i et moderne familiedrama, er for undertegnedes vedkommende heller ingen undtagelse. Det er ganske vellykket, når den amerikanske instruktør Sam Levinson her byder ind med en film, der er knap så ’efter bogen’.
Lynn (Ellen Barkin) er den opgivende familiemor til tre børn, der alle har alvorlige problemer at slås med, hvilket inkluderer lige fra narkomisbrug til selvskadende adfærd. Den fjerde søn Dylan, der tilsyneladende er den eneste velfungerende, mistede Lynn til faderen efter en bitter skilsmisse og har derfor ikke været meget til stede i hans barndom. Da han nu skal giftes begiver familien sig af sted til Annapolis, hvor brylluppet skal afholdes ved Lynns forældre. Hele den pukkelryggede og splittede familie er inviteret til en glædens dag, men der bliver hurtigt lagt i ovnen til en række interne, familiære konflikter.
Sønnen Elliot (Ezra Miller) bliver ved med at ryge ind og ud af afvænningsklinikken, men også det forties i familien, hvor problemerne hellere tales nedsættende om i krogene, end de er nogle, man hjælper hinanden igennem. Moderen Lynn bliver hellere bagtalt og latterliggjort af de andre familiemedlemmer på grund af hendes mislykkede børneopdragelse. Selvom Ellen Barkin måske lige er en skuespiller, man skal vende sig til at se på pga. sin lidt anstrengte mimik, skaber hendes karakter alligevel sympati hos publikum, idet man fornemmer, hvordan hun aldrig har fået den fornødne opbakning på hjemmefronten. Især to overdrevet irriterende ’sladretanter’ bidrager med deres skruppelløse og hysteriske latterudbrud på bekostning af deres familiemedlemmer, til megen morskab. Den spillefilmsdebuterende Sam Levinson, har formået at samle en skare af velkendte, som erfarne, skuespillere. Demi Moore spiller den forfærdelige, og til tider noget upassende, sexbomb af en stedmor, hvor man må indrømme at kende til typen. Alle karaktererne medvirker på den ene eller anden måde til at vække genkendelighed, hvis man har bare en lille smule kendskab til familieintriger. Ezra Miller leverer en bemærkelsesværdig god præstation, som den utilpassede Elliot, og kommer gang på gang med spydige og indsigtsfulde kommentarer til familielivet.
Men Another Happy Day er ikke kun spiddende komik – den er også en til tider bevægende fortælling om, hvordan det desværre typisk er i fælles sorg, vi har lettere ved at samles end i de begivenheder, der egentlig skulle hylde kærligheden og glæden.
Filmen giver os således et veldrejet moderne familiedrama kombineret med et snært af sort komik af den fineste slags. Filmen er ikke umiddelbart en klassisk Hollywood klichéfilm, men byder på sin egen raffinerede måde ind med en kommentar til familielivet. Selvom handlingen ikke er sprængfyldt med fremaddrivende og dramatiske sekvenser, bliver det heldigvis aldrig kedeligt at se på. Dialogen er tempofyldt og troværdig, og alt i alt er filmen fornemt fortalt på en både underholdende og rørende måde.
Filmen har premiere den 25. december i udvalgte biografer landet over.