Uden ’Guardians of the Galaxy’s morsomme dialog, ’The Avenger’s voldsomme skala eller ’Captain America: The Winter Soldier’s flotte actionsekvenser ender ’Ant-Man’ som et forglemmeligt kapitel i historien om Marvels superhelte.

Internettet klappede kollektivt i hænderne, da det i 2006 blev offentliggjort, at Edgar Wright, instruktøren af ’Shaun of the Dead’ og ’Scott Pilgrim vs. the World’, skulle skrive og instruere Marvel-superhelten Ant-mans filmdebut. Ni år senere er filmen endeligt kommet i biograferne. Instruktøren hedder imidlertid Peyton Reed og Wrights originale manuskript har været under en omfattende omskrivning.

Som stor Edgar Wright fan var jeg derfor på forhånd skeptisk, da jeg bevægede mig ind i biografen og satte mig til rette foran det gigantiske IMAX-lærred. Det tog desværre ikke meget mere end 10 minutter før ’Ant-Man’ havde bekræftet alle mine fordomme.

Vi har set det før, men vil vi se det igen?
Filmens klart største problem er følelsen af uoriginalitet. Denne etableres helt fra starten, da vi præsenteres for hovedkarakteren Scott Lang, der som velmenende klatretyv bliver sendt i fængsel i tre år. Hans ekskone vil ikke lade ham se hans datter, før han kan betale hustrubidrag, men ingen gider at hyre ham på grund af hans straffeattest. På denne måde tvinges han mere eller mindre af samfundet til at til at begå et sidste bræk. Her stjæler han uvidende Ant-Man-dragten og efter en række mærkelig omveje, en hel del ekspositionstung dialog og en træningsmontage, ender han med at bekæmpe en endimensionel skurk sammen med en genial forsker og tidligere supersoldat og dennes lækre datter.

Historien om en modstræbende helt, der mod sin vilje tvinges ind i kampen mellem godt og ondt, har efterhånden været et par gange igennem Hollywoodmøllen, og ’Ant-Man’ forsøger ikke at gøre noget som helst nyskabende med den. Der satses hele vejen igennem på det sikre og velkendte, når ’Ant-Man’ kaster sig ud i sit miniatureeventyr, og selv en ’The Avengers’ cameo og en virkelig sjov Michael Peña kunne ikke stoppe mig fra at spørge: Hvorfor skal vi se det her igen?

Endnu en mildt skuffende Marvel-film
’Ant-Man’ er ikke er noget elendigt makværk, der vil skabe masse walk-outs og højrøstede protester fra vrede nørder verden over. Tværtimod er det hele generelt veleksekveret og underholdende, men samtidigt også alt for tandløst til, at man på nogen måde husker filmen eller har lyst til at se den igen. I stedet skriver ’Ant-Man’ sig ind i historien som endnu en mildt skuffende Marvel superheltefilm, der snart kan findes i tilbudskassen sammen med ’Captain America: The First Avenger’, ’Iron Man 2’ og ’Thor’.

Man skal kigge godt efter for at kunne se, at ’Ant-Man’ nogensinde har været i kløerne på Edgar Wright og hans særegne fortællestil. Jeg skal ikke kunne sige, om ’Ant-Man’ nødvendigvis var blevet bedre, hvis Edgar Wright var blevet som instruktør og manuskriptforfatter, men det forekommer mig usandsynligt, at filmen var blevet mindre vovet og original.