Den nyeste ’Ant-Man’-film vil tydeligvis gerne være et skelsættende kapitel i den overordnede Marvel-fortælling, men der gøres simpelthen ikke nok for at indfri denne ambition.

Den efterhånden rutinerede Avenger, Scott Lang (Paul Rudd) vender tilbage som Ant-Man i heltens tredje solofilm, ’Ant-Man and the Wasp: Quantumania’. Han er i selskab med sin kæreste Hope (Evangeline Lilly), hvis superheltenavn, The Wasp for anden ’Ant-Man’-film i træk optræder i titlen.

Vi har også fornøjelsen af Hopes forældre Hank (Michael Douglas) og Janet (Michelle Pfeiffer) såvel som Marvel-debutanten Kathryn Newton der portrætterer Scotts datter, Cassie, som nu næsten er voksen.

Den nyeste film om superhelten der skrumper og vokser efter behag, fortsætter den overordnede fortælling i Marvels omfattende Multiverse Saga hvor heltenes verden blot er et af mange parallelle universer.

Ant-Mans tredje solofortælling finder sted under unikke omgivelser, og forhold der giver mulighed for at undgå flere af sagaens kontinuitetsproblemer. Samtidigt giver det anlæg til i stedet at fortælle en historie med meget mere på spil end den typiske Marvel-film, og plads til mere leg med formatet. Desværre indfrier filmen ikke det store potentiale.

En skjult verden

I filmen skrumper helten og sin familie sig, under kaotiske omstændigheder, så mikroskopiske at de ender i the Quantum Realm. En hemmelig, skjult mikroverden så godt som umulig at rejse til og fra.

Det skjulte univers er realiseret med et kæmpe stykke CGI-arbejde. Det er ikke nødvendigvis den største kunstneriske bedrift rent æstetisk. Til gengæld lykkes CGI-folkene, på kreativ vis, med at lave en række lokationer og skabninger der virker som et troværdigt økosystem.

Grundet at Janet i mange år var fanget i the Quantum Realm, har familien et bedre kendskab til, og mere erfaring med denne verden end stort set alle andre på jorden. Hvad Janet dog ikke har fortalt familien om, er mikrouniversets skjulte samfund.

Gennem Janet som ambivalent tilbagevendende, og resten af familien som forvirrede nyankomne lærer vi om den skjulte verden, dens befolkning og magtdynamikkerne imellem dem, centreret om en interessant skurk.

Hovedskurken Kang (Jonathan Majors) er en mystisk mand, helt besat af tid som koncept. Fascinationen udspringer af hans geniale teknologiske forståelse, som gør ham til en yderst magtfuld figur.

Spild af lovende omstændigheder

Det er tydeligt på opbygningen til filmen, både kommercielt og i kraft af tidligere Marvel-fortællinger at de gerne vil have Kang til at være en skurk udover det sædvanlige. Visionen er at han skal præsentere en trussel og en række etiske problematikker for heltene som ikke kun er skelsættende for filmen, men for hele sagaen.

På trods af at der er stærke elementer fra skurkens tilstedeværelse i fortællingen, saboteres visionen af en række svagheder der ofte kan findes i den tungere del af Marvels filmkatalog.

Manglende villighed til at tage chancer, uoverskuelige overforklaringer og især forceret implementering af komiske indslag der misser og i stedet går slemt på kompromis med dramaet. Dertil dukker enkelte gamle, og flere nye, kontinuitetsproblemer op, som går imod fortællingens egen logik og skader skurkens troværdighed.

Flere gange har man set den slags problemer trække Marvel-film ned, men sjældent har det været så skuffende og modarbejdet så lovende karakterarbejde som i denne omgang.

Blandet fornøjelse båret af stjernerne

At skurkens fortælling ikke lever op til potentialet, ligger i manuskriptet og ikke i skuespillet. Tværtimod spiller Jonathan Majors virkeligt godt. Han tager sin unikke udstråling og dramatiske rækkevidde i brug til at finde en gribende balance mellem en charmerende karisma og en intimiderende intensitet.

I det hele taget er filmen i høj grad nødt til at falde tilbage på skuespillet. Og her er der nogle stjerner der leverer.

Paul Rudd er som altid sjov og elskværdig som Scott Lang. Når humoren ikke skader det dramatiske aspekt, er det ofte Rudds komiske timing på de mindre og roligere øjeblikke der skinner igennem.

Paul Rudd og Kathryn Newton deler også en god kemi der både fungerer på et humoristisk og dramatisk plan. Det gør det nemt at investere sig i det far-/datterforhold som der fint bygges videre på, fra de andre Ant-Man-film, til trods for at jeg savner lidt emotionel rækkevidde fra den unge skuespillerinde.

Familiedrama-aspektet får yderligere underholdningsværdi af bundsolide skuespillerpræstationer fra Evangeline Lilly, Michael Douglas og især Michelle Pfeiffer.

Det er ærgerligt at man, med en veloplagt cast, fejler på flere vigtige parametre. Der er en god håndfuld Marvel-film som denne, hvor det er nemmere at acceptere dem som relativt tom underholdning, men den her fortælling var ment til at være en af de større og mere slagkraftige. Derfor er det ekstra ærgerligt at folkene bag ’Ant-Man and the Wasp: Quantumania’ stiller sig tilfreds med alt for intetsigende middelmådighed.