I en tid, hvor mange børn får tudet ørerne fulde om, at de skal skille sig ud og være enere, falder Ask Hasselbalchs nye film om den ualmindeligt almindelige Pelle på et tørt sted. ’Antboy’ tør nemlig stå ved, at vi alle gerne vil være enere, men at vi kun kan blive det, hvis vi gør det i samarbejde med andre.  

I en helt almindelig provinsby i et helt almindeligt villakvarter bor Pelle (Oscar Dietz), 12 år. Pelle er typen, der går i ét med tapetet lige indtil den dag, han bliver bidt af en ikke helt almindelig myre, der viser sig at give Pelle superkræfter. Nu er Pelle pludselig andet og mere end ham, de andre ikke vi lege med, og i samarbejde med tegneserienørden Wilhelm (Samuel Ting Graf), udvikler han sit superhelte-alter-ego, Antboy. Til enhver god helt hører naturligvis en skurk, så selvfølgelig dukker ’Loppen’ (Nicolas Bro) op ud af det blå og terroriserer den lille by og kidnapper klassens kønne pige. Antboy må træde til og redde både by og pige fra superskurken.

Antboy er en fin lille film om at være en ganske ordinær dreng, der, ved venners hjælp, må kæmpe både ydre og indre kampe for at finde ud af sig selv. Filmen lægger sig i slipstrømmen på børnefilmsklassikere som Gummi Tarzan og Busters Verden med sin ferme blanding af hverdags-socialrealisme anno 2013 og et mere gakket præpubertært fantasiunivers. Den forholder sig til alle superheltegenrens sædvanlige klicheer med et skævt glimt i øjet og får bragt genren ind i en hverdagsdansk verden på en legende og ubesværet facon.

Oscar Dietz er yderst velvalgt til rollen som Pelle, og det er et befriende twist, at det hele ikke handler om at score klassens halv- til helkedelige smukke pige, men om venskab. Og så kan jeg godt lide, at Pelle for en gangs skyld ikke er skolens nørd, men bare en anonym lille dreng.
Nicolas Bro er desuden herlig som Loppen og besidder den helt rette mængde diabolsk ondskab, som rigtige skurke er gjort af.

Antboys morale om, at venskaber og tillid er byggestenene i kampen mod det onde, er både prisværdig og nødvendig at blive mindet om. Det er bare synd, at en velmenende didaktisk pegefinger skal viftes foran næsen på de kære børn, og at moralen i slutningen af filmen i dén grad skal skæres ud i pap. Jeg er sikker på, at poderne udemærket selv er i stand til at finde mening i Antboys verden, uden at skulle have budskabet ind med ske. Det er en smule ærgerligt, at en ellers ganske veldrejet film om at se det store i et lille univers, forfalder til pladderpædagogisk politisk korrekthed hen imod slutningen af fortællingen.