Francis Ford Coppola byder på endnu en nyfortolkning af sit Vietnamsmesterværk fra ’79, nu i fuld HD. Rent narrativt er den oprindelige version dog stadig ikke overgået.

Forvrængede, nærmest overjordiske lyde fra en forbipasserende helikopter i slowmotion fylder mit venstre øre og bevæger sig mod mit højre.

Det natsorte billede giver plads til en skov af palmetræer.

De første, spæde guitartoner af Doors-klassikeren ’The End’ slås an.

Gul røg stiger op i forgrunden.

Nu begynder trommen og tamburinen.

Army-grønne militærhelikoptere cirkler om junglen som insekter.

Træerne eksploderer i et inferno af orangerøde flammer.

”This is the end” synger en bevæget Jim Morrison med klagende stemme.

Sådan indledes det syretrippende mareridt, der er ’Apocalypse Now’. Over de næste tre timer skal jeg endnu en gang fortabe mig i den ultimative kunstneriske fortolkning af det syretrippende ditto, der var Vietnamkrigen.

Stig aldrig af båden
Francis Ford Coppolas mesterværk behøver ingen yderligere introduktion. At den er en af verdens bedste krigsfilm og et af de mest centrale bidrag til filmhistorien, er indiskutabelt.

Efterretningsofficeren Benjamin L. Willard, mesterligt spillet af Martin Sheen, får til opgave at opsnuse og likvidere den mystiske Oberts Kurtz. Efter sigende er han blevet vanvittig og har vendt ryggen til det amerikanske militær. Nu lever han dybt inde i Cambodias jungle, omgivet af en hær af indfødte naturfolk, der tilbeder ham som en gud.

Willards rejse mod Kurtz foregår langs Nung-floden i en lille patruljebåd.

Floden snor sig gennem krigens helvede som en slange. Rejsen derpå er en rejse ind i krigens væsens sorte hjerte.

For Willard, for bådens besætning og for publikum, er det en rejse dybt ind i de mørkeste afkroge af den menneskelige sjæl.

Sorte hjerter, farverige personligheder
Den oprindelige version af filmen ramte biograferne tilbage i 1979 og var med det samme et hit.

Dens berygtede og vanvittige produktionen var startet på Filippinerne tre år tidligere. Det blev en kaotisk og opslidende omgang for alle involverede. Coppola selv var tæt på at miste forstanden undervejs, hvilke man kan høre mere om i den fremragende dokumentar ’Hearts of Darkness: A Filmmakers Apocalypse’, instrueret af Coppolas egen kone!

’Apocalypse Now’ er indbegrebet af en biograffilm, og selvfølgelig skal man benytte sig af chancen for at se den på det store lærred. Rent filmteknisk er her jo tale om et pragteksemplar, hvor hver scene overgår den foregående med enorme mænger pyroteknik, imponerende sets, statister i hundredvis, utallige helikoptere og jeg skal give dig, skal jeg.

Det, der dog binder spektaklet så smukt sammen, er persongalleriet. Medrivende og farverige bipersoner i spandevis, spillet af legender som Robert Duvall, Laurence Fishbourne, Dennis Hopper og selvfølgelige uforlignelige Marlon Brandon i sin stjernerolle som den overmenneskelige Kurtz.

Directors Cut: igen og igen og…
Men er dette ’Final Cut’ så den definitive af filmens tre versioner?

Nej.

I 2001 blev Redux-versionen af ’Apocalypse Now’ udgivet. Den indeholdt 49-minutters fraklippet materiale, således længden sneg sig op på tre timer og 20 minutter, fremfor den oprindeliges to timer og 30.

Den nye ’Final Cut’ som nu rammer de danske biografer er dog igen blevet beskåret af Coppola, sådan at den samlede løbetid er nede på tre timer. Vigtigst af alt er dog restaureringsarbejdet. Billede såvel som lyd er nu i prangende flot HD – en hårrejsende smuk filmoplevelse er nu blevet endnu smukkere.

I mit hoved er der dog stadig intet, der slå den oprindelige 1979-versions stramme tempo. Redux-versionen er alt for lang og medtager alt for mange scener, der med god grund oprindeligt var bortklippet – det spolerer fuldstændigt plottets fremdrift. ’Final Cut’ er en klar forbedring, men jeg mener stadig, at de ekstra scener mod slutningen roder mere, end de gavner.

Det er dog en lille pris at betale, for at kunne få lov til at se ’Apocalypse Now’ i biografmørket igen.