Et drama, der søger efter at definere minder og identitet, mangler desperat kød på sig og ender ikke ud i andet end minimalistisk æstetik og polaroid-nostalgi.

I et samfund, der stadig er præget af COVID-19, er det måske ikke så overraskende, at filmverdenen prøver at skildre vores nye virkelighed, og på sin vis kan ’Apples’ også godt være et produkt af sin tid.

Det græske drama skildrer dog en fiktionel pandemi, hvor hovedkarakteren Aris (Aris Servetalis) er én blandt mange, der lider af pludseligt hukommelsestab.

Åbningssekvensen viser publikum vægge og møbler i, hvad der ellers ligner en forladt lejlighed, kun akkompagneret af ubehagelige bankelyde. Disse kommer fra vores hovedrolle, der står og banker sit hoved ind i væggen flere gange for derefter at klæde sig på og forlade sin lejlighed, som om intet var hændt.

Dette leder os hurtigt til filmens præmis, hvor Aris, efter at være faldet i søvn på bussen helt til endestationen, vækkes af chaufføren, som spørger, hvor han skulle være stået af. Svaret er ”Det kan jeg ikke huske.” Da han derefter bliver spurgt om, hvilken dag det er, eller om han ved, hvem han er, er svaret det samme.

Og som han sendes på hospitalet for at blive undersøgt og dernæst tilbudt at deltage i et genoptræningsprogram, forsøger filmen at lære sin hovedperson at kende lige så meget, som vi som seere gør.

Det, vi ved om Aris, er hans navn, hvordan hans lejlighed ser ud, og at hans nabo har en hund, der kan lide ham. Ingen familie bliver vist eller nævnt, hvilket også er en instrumental del af plottet, da han ikke kan huske nogen i sit liv, og ingen leder efter eller henter ham.

Men kan en film virkelig fungere med en hovedperson, der ikke er mere end et blankt lærred?

(Gen)opbygningen af et menneske

Instruktøren Christos Nikou fik idéen til filmen efter at have oplevet et dødsfald blandt sine allernærmeste og lader historien være et studie om tab og minder og et spørgsmål om, hvad der egentlig danner et menneskes identitet.

Og det lyder alt sammen som guldkorn, der bare venter på at blive strøet over vores bevidsthed. Ærgerligt nok ender ’Apples’ hurtigt med at blive lige så intetsigende som dens hovedkarakter.

Som sagt ved vi ikke specielt meget om Aris, og i hans genoptræningsprogram får han hver dag en opgave, han skal udføre; gå i svømmehallen, finde en madopskrift og lære at lave den eller at gå ud i byen og danse med nogle. Alt sammen noget, der tolkes som almindelige, menneskelige ting.

Når hovedkarakteren har mistet alt det, der definerer ham, og skal udforme sig på ny, bliver det dét, der definerer ham. Han er blot som en klump ler, og selvom det egentlig kunne være interessant at se, hvordan en helt ny identitet bygges op, så forbliver han desværre sådan.

Æbler og grønne skove

Filmens titel kommer fra det ene definerende træk ved Aris, nemlig at han godt kan lide æbler. Om det er et undertrykt minde fra hans tidligere liv eller ej, så er det svært at forstå, hvorfor lige æbler skulle være så vigtige.

For de må jo betyde noget, de æbler. Filmen hedder trods alt ’Apples’, og plakaten præsenterer flot skuespillerens hoved, der skrælles ligesom et æble.

’Apples’ er surrealistisk og trist og fungerer i det aspekt fantastisk som en skildring af den meningsløse menneskelige tilstedeværelse. Men svar på noget som helst giver den dig ikke, og som plakaten ellers kunne få dig til at tro, kommer den aldrig ind til kernen af sin egen tematik.

Filmen starter og slutter det samme sted mentalt og fysisk – med en karakter der trods hindringer på ingen måde flytter sig på sin rejse. Han forbliver en skal af, hvad der engang var en identitet, og den kvindelige hovedrolle, som påvirkes af verdenen og generelt virker mere interessant end ham, påvirker ikke Aris overhovedet.

Dramaet har sikkert ville rigtig meget, eller måske ville den bare sætte et kæmpe spørgsmålstegn uden at give dens publikum nogen form for konklusion. I så fald er den effektiv. Ellers er ’Apples’ beklageligvis blot en æstetisk og intetsigende rejse uden personlighed eller destination.