”Aren’t you happy?” Ikke når jeg ser den her film. Det er utroligt, at en film med nøgne mennesker, der spiser spaghetti uden noget, kan være så kedelig.

”Jeg hader melankolske piger” siger en tysk kvinde i pelsfrakke, der ironisk nok selv er meget melankolsk igennem hele filmen. Hun står på et underligt filmsæt og bliver filmet af en nøgen mand, der tydeligvis er betaget af hende.

I hvad der føltes som meget lang tid, men i virkeligheden kun varer et par minutter, udfører kvinden en underlig monolog om melankolske piger. Da hun er færdig, forlader hun manden.

Uanset hvor mærkelig den beskrivelse lyder, er det meget mærkeligere at se. Det var ikke en scene, der gav mig godt indtryk af ‘Aren’t you happy?’ (originaltitel: Das melancholische Mädchen) instrueret af Susanne Heinrich, og det blev kun værre derfra.

Igen og igen
Denne åbningsscene er et forløb, der gentager sig i løbet af hele filmen, som er inddelt i forskellige dele. I næsten hver del sker det samme igen og igen: Hovedpersonen (som ikke får et navn) møder en mand, tager hjem med ham, de har nogle pseudodybe samtaler om alt fra sex til kapitalisme, og hun forlader ham. Så: Nu behøver du ikke se filmen.

Manuskriptet er så voldsomt prætentiøst, at det får mig til at brække mig. Leveringen af replikkerne er ulideligt monotone. Det er tydeligvis et bevidst stilistisk valg fra instruktørens side, men det fungerer bare ikke. Det får emnerne, karaktererne taler om, til at falde i baggrunden, fordi man samtidig skal prøve at stykke sammen, hvad i alverden der foregår.

Hvad for et budskab?
I al sin prætentiøse os ligger der interessante problematikker om kvindelig seksualitet, mentalt helbred og samfundets forventninger til kvinder. Det bliver bare præsenteret på en så bizar måde, at det bliver drønkedeligt og intetsigende.

Bør man forsøge at finde hoved og hale i filmens budskab, når hovedpersonen går fra at deltage i et orgie til at spise spaghetti uden noget med en nøgen midaldrende mand? Efter at have set filmen, vil du ikke have styrke nok til at forsøge.

Postmodernisme når det er værst

Postmoderne kunst kan være fantastisk til at udvide ens horisont, men ’Aren’t you Happy?’ er postmodernisme, når det er værst.

Det er ærgerligt, at filmen bliver så underlig, at den bliver intetsigende, for den indeholder også flotte set-designs (som set på billedet ovenover) og gode musikvalg. Men det kan ikke redde det rædselsfulde manuskript og den måde, det bliver leveret på. Det er virkelig til at falde i søvn over.

Det er faktisk ret imponerede, at den kan være så underlig og så uinteressant på samme tid. I det mindste kan filmen bryste sig af den bedrift.