Instruktøren Matthew Vaughn, som står bag den glimrende ’Kingsman’-filmserie, er tilbage i spion-actiongenren, men denne gang uden det store at byde på.

’Argylle’ virker som om, en ’Kingsman’-fan har passet Matthew Vaughn op med et manuskript, og tvunget ham til at lave den spionfilm, vedkommende har skrevet derhjemme med et glas rødvin i den ene hånd. Faktisk er filmen skrevet af Jason Fuchs, der mest har begået sig i skuespil, men før har set succes som historiefortæller, da han var med til at skrive superheltehittet ’Wonder Woman’ (2017).

Og præmissen har da også nogle udmærkede ideer tænkt ind i en ramme for action og komedie. Den introverte og ængstelige spionromanforfatter Elly Conway (Bryce Dallas Howard) tvinges til at blive involveret i den virkelige spionageverden. Det sker, fordi hun, uden at det er intentionen, med sin romanserie ’Argylle’ bliver ved med at forudse udviklingerne i en rigtig konflikt mellem et hemmeligt spionsyndikat og deres fjender.

Ideen og ånden lyder ikke langt fra Vaughns selvbevidst humoristiske og over the top-stilistisk actionpakkede spionbasker ’Kingsman: The Secret Service’ (2014). Men eksekveringen af ’Argylle’ lykkes nærmest ikke med noget som helst af det, der gjorde instruktørens tidligere arbejde i genren vellykket.

En historie i historien

Der er uden tvivl et element af selvbevidsthed i ’Argylle’. Det er dog nogle gange svært at tyde, hvornår denne selvbevidsthed er til stede, fordi filmens fesne humoristiske indslag er koblet sløset sammen med den decideret ringe spionfortælling.

Historien opererer med et ekstra metalag. Udover at følge Elly forsøge at navigere i spionageverdenen sammen med spionsyndikatets fjende Aidan (Sam Rockwell), lukkes vi nemlig også ind i hendes romaners univers, hvor Henry Cavill sparker røv som Argylle side om side med sit kække sidekick Wyatt (John Cena).

Det lykkes faktisk at bruge det her multilags-format til at opstille nogle ganske underholdende paralleller mellem karaktererne i de to sideløbende fortællinger, der hjælper på filmens karakterudvikling. Det giver især en del til Elly og Aidans karakterisering, såvel som dynamikken imellem dem.

Gennem formatet med de her lag, prikker folkene bag kameraet også til nogle ideer om at lave fis med lidt forskellige ting, som fiktionsmediets romantisering af spionkarakterers ydre. Filmen er bare dårlig til at følge de her elementer til dørs, og generelt er det som om noget af samspillet mellem de to synkrone fortællinger går over hovedet på skaberne selv.

Underkogt og overkompliceret klichéfest

Elly skal forestille at være en helt genial spionromansforfatter med John la Carrés (‘Tinker Tailor Soldier Spy’) autenticitet og Ian Flemings (‘James Bond’) finesse. Faktisk skal hendes bøger forestille at være så overbevisende, at folk fra offentligheden mistænker hende for selv at være spion, og hun bliver som tidligere nævnt ved med at forudse virkelige hændelser i spionageverdenen.

Problemet er bare, at det man får lov at se fra hendes bøger, er en omgang klichéfyldt og omstændigt bras, uden at filmen selv vil anerkende det. Nok fordi filmens fortælling på flere måder er det samme.

Problemet er, at værket trods det komiske aspekt insisterer på at levere en udspekuleret spionfortælling fyldt med mystik og twists. Den ambition forpurres kort sagt af det simple problem, at fortællingen ingen mening giver. Karakterer bliver ved med at træffe de dummeste beslutninger og gøre vejene til deres mål meget mere indviklede, end de behøver at være.

Små glimt af Matthew Vaughn-finurligheder

Når en actionfilm er så dum, især i spiongenren, skal den retfærdiggøre sin eksistens gennem andre elementer. God humor, spændende karakterer, veludført action eller bare en form for interessant stilistisk udtrykt. Her har ’Argylle’ desværre også alt for lidt at byde på.

Sam Rockwell er sjov et par gange, men ellers er filmens forsøg på komedie en fantasiløs og uskarp omgang. Og bortset fra Elly og Aidan, der gennemgår delvist interessant udvikling, er resten af karaktererne (især skurkene) en tynd, klichéfyldt kop te.

Rent æstetisk kommer kvaliteten og går. Den visuelle præsentation er oftest ordinær, og actionscenerne bevæger sig flere gange over i det kunstigt og sløset præsenterede. Det lykkes dog et par gange for instruktøren at skabe nogle virkeligt underholdende actionscener, hvor han demonstrerer sin sans for kreativ konceptudvikling, strålende koreografi og elegant leg med kameraføring. Det resulterer helt klart i værkets filmiske højdepunkter, hvor Vaughn kommer markant tættere på at genfinde det, der fungerer i ’Kingsman’-filmene.

’Argylle’ ligner netop et forsøg på at få Matthew Vaughn til at genfinde magien fra sine tidligere spionfilm. Desværre er det på mange måder et decideret ringe forsøg.