Af Jonas Kim Jakobsen

Armadillo er nok en af de mest omtalte danske film i det senere år. I det hele taget det, at en dansk dokumentar film har premiere i biografen, og får så meget opmærksomhed er bemærkelsesværdigt. Det er dog også en bemærkelsesværdig film, må denne anmelder konstaterer efter at have set den ved en særvisning for over en uge siden. Flere politikere var til stede ved visningen bla. Søren Espersen, Margrethe Vestager og Frank Aaen. At spændingen i salen var meget høj var tydelig, og flere tv-folk var der for at dokumenterer politikernes reaktion. Flere politikere gik på tv senere på dagen og var dybt uenige om, hvorvidt det de havde set var i orden, men enige om at det var en rigtig god film.

Pga. af sådanne episoder, omtalen fra Cannes, samt ’likviderings’ episoden der har været stærkt diskuteret af politikere, forsvaret og pressen har Armadillo fået den bedst mulige omtale overhovedet, som ikke en gang en reklamemand kunne have drømt om og helt gratis endda. Derfor var det selvfølgelig også den eneste rigtige beslutning filmens selskab tog, da de valgte at flytte den oprindelig premiere fra lagt henne i Juli måned til nu.

I Armadillo følger man de danske soldater som man aldrig har set dem før. Instruktøren Janus Metz og hans team boede sammen med soldaterne i de 6 måneder de var udstationeret, og de er derved blevet et med soldatergruppen samtidig med, at de har haft kameraet med hele tiden. Man får derfor i Armadillo et helt specielt indblik i, hvad det er de danske soldater er udsat for i Afghanistan. Vi er med helt fra starten i Danmark inden afrejsen, hvor vi oplever de ulykkelige mødres farvel til deres drenge, hvoraf nogle knapt er fyldt 20 år. Vi er med på patrulje, ser dem interagerer med den Afghanske befolkning, oplever kedsomheden i lejen, og selvfølgelig er vi med i felten, og der må undertegnede konstaterer aldrig at have set en dokumentar, hvor man er med så langt fremme i felten. Man overraskes over hvor meget man får lov at se i Armadillo. Der er ingen tvivl om, at en lignede film aldrig kunne være lavet i USA eller England. Her må man glæde sig over den åbenhed i det danske samfund, der gør det muligt.

Filmen er godt skruet sammen med hektiske klip fra felten og flotte nærbilleder, som gør at den er værdig til biografen. Armadillo har også den styrke, at den bygget op som en drama/spændingsfilm, og man når derfor virkelig at leve sig ind i den verden soldaterne bevæger sig i, og at få sympati med de personer der er mest med. Spændingsfeltet mellem dokumentar og drama som Armadillo svæver i, selvom det hele er rigtigt, har gjort at mange har sammenlignet den med oscarvinderen The Hurt Locker fra 2009.

Armadillo er en vigtig film fordi den gør os bevidst om, at Danmark er i krig og har været det i et par år efterhånden, og at det altså koster liv. Filmens vigtigst styrke er dog, at den ikke dømmer som en god dokumentar film bør, men viser vigtige problemstillinger som man bliver nødt til at tage stilling til.

5 ud af 6 stjerner