Af Sandra Holm
Det japanske animations- og filmstudie Ghibli Studio har beriget de danske biografer med mange enestående film de seneste år. Der sidder i sandhed nogle unikke tegnere ved de oplyste tegneborde mod øst, der ånder og lever i kraft af deres ideér og tegner med deres hjerteblod. Og det hvad enten historien er deres egen eller blot lånt for en kort stund…
En af disse bemærkelsesværdige mennesker er Hayao Miyazaki. Den ene af de tre grundlæggere til studiet der opstod i 1984 efter deres første succes Nausicaä of the Valley of the Wind. Siden da har Hayao Miyazaki skrevet og instrueret otte film, der i blandt My Neighbor Totoro, Porco Rosso, Princess Mononoke, Spirited Away og Howl’s moving Castle. Ideen til Arrietty er 40 år gammel og manuskriptet er baseret på Mary Nortons klassiker ’The Borrowers’. Der skulle dog gå mange år før man pustede støvet af det gamle udkast og først i 2008 føltes tiden inde til den udfordring det ville være at omsætte et elsket værk i 1950’ernes England til japansk fabelagtig og fantasifuld anime. Det var produceren Toshio Suzuki er tog projektet til sig og valgte Hirosama Yonebayashi som instruktør. Det er hermed Yonebayashi’s debut som spillefilmsinstruktør, men da han har fungeret som animator på mange af Miyazakis film, overlod Miyazaki ham trygt sit manuskript.
I et smukt gammelt hus med en stor blomstrende have bor Arrietty med sine forældre – under gulvbrædderne i en lille kasse. De er lånere. De lever af at låne hvad de måtte mangle af sukkerknalder, fingerbøl og knappenåle fra menneskene og lever en stille tilværelse da deres eksistens afhænger af at ingen kender til dem. Men Arrietty er 14, nysgerrig og eventyrlysten og den store verden er meget stor og der er mange spændenede ting at opleve. Da drengen Sho flytter ind i huset ovenpå og ved et tilfælde opdager Arrietty, forandres begge deres liv.
I en computergenereret verden er noget smukt, nostalgisk og autentisk ved at se en tegnefilm. Specialeffekterne har nået nye højder og det er både fascinerende og underholdende at se hvor ‘ægte’ disse blue screen verdener kan fremgå. Men der er noget forstyrrende ved den evige bevidsthed om at det ikke er ægte, et uomgåeligt brud på illusionen. Modsat disse synes tegnefilm at optræde i en helt andet manege. En manege hvor verden ikke skal ‘ligne’, men ‘er’ og hvor det, som i skønlitteratur, kun er fantasien der sætter grænser. Og selvom de er dygtige, effektfolkene, har de endnu ikke overgået fantasien.
Med en ubetinget tiltro til det gode i mennesket, en uspoleret fantasi og et utroligt og underskønt blik for det æstetiske, for harmoni i form og farver og ikke mindst umådelig detajlerigdom i selv det simpleste, udtrykker Arrietty reflektion over nogle universelle følelser. Om livet, naturen, venskaber og kærlighed. Men dette er ikke et sukkersødt disneyeventyr, og som Ghibli Studio gør bedst, er tanke og handling skabt med en mageløs, mystisk sans for magi i et univers der synes at eksistere parallelt med den ‘virkelige’ verden. Den åbner en lille dør til et univers hvor børn ikke glemmer at tro på feer når de bliver voksne, men stadig kan besøge ønskeøen og leve blandt pirater og havfruer – og flyve hjem gennem natten ved hjælp af lidt tryllestøv.
