En alien invasion film der har mere til fælles med ’The Fountain’ end ’Independence Day’? Ja tak.

Det virker absurd, at der skulle tørres både snot og tårer væk mens Amy Adams forsøgte at snakke med intergalaktiske blæksprutter. Hvordan skulle en film om lingvistik, oversættelsesarbejde og aliens kunne frembringe følelser hvis lige ikke er set siden ’One More Time With Feeling’? Præmissen lægger ellers ikke op til den store tåreperser: Tolv rumskibe er landet rundt omkring på jorden og alle regeringer er gået i allerhøjeste beredskab. For selvom rumvæsnerne, døbt heptapoder, virker fredelige nok, så er deres motiver en gåde. Hvordan er de kommet hertil og hvorfor? Og hvordan får man svar de spørgsmål, når kommunikation virker næsten umuligt? De besidder hverken noget der minder om vores mimik eller sprog.

Lingvisten Louise, spillet til perfektion  af førnævnte Adams, hentes ind til at knække koden inden der trykkes på den forkerte røde knap. Der er med andre ord mere grammatik end granatkast på programmet, så alle med ramasjangtrang kan godt lade destruktionsliderligheden blive hjemme. Det skal ikke forstås som om, at der ikke er flere spektakulære, men dejligt underspillede, kamerature som Villeneuve også fyrede af i ’Sicario’. Bare at vi er tættere på ’Enemy’ end Emmerich.

Guf til hjernen
Denis Villeneuve og hans hold formår at gøre det minutiøse arbejde ekstremt medrivende og sprognørderiet og xenoantropologien er ekstremt spændende selv uden det tikkende ur. Besidder heptapoderne overhovedet noget der minder om identitet? Har de agens eller handler de ud fra instinkter? Ved de overhovedet hvad et spørgsmål er? Problemstillingerne er mange og tålmodigheden fra diverse militærkomplekser forsvindende lille. Hvert fremskridt får hjertet til at banke en lille smule hurtigere.

Huk til hjertet
Oplevelsen bliver kun større derfra. Efter at man har siddet med en hulens masse intellektuelle overvejelser, jager filmen en knytnæve dybt i hjertet på en med en forløsning, der vækker et hav af forskellige følelser. Adams skal i høj grad have æren. Der er flere scener hvor hun balancerer på en knivsæg og man skulle tro at hun var linedanser. Hun knuser ens hjerte i løbet af det første minut og hendes præstation bliver kun bedre som historien skrider frem. Hun bakkes op af Jeremy Renner, der bringer en ekstremt velkommen varme til de kølige omgivelser. Man må heller ikke negligere komponist Jóhann Jóhanssons bidrag. Hans samarbejde med Villeneuve begynder så småt at lige Aronofsky og Mansells. Og verden er rigere for det. Er der skønhedsfejl? Ja, bevares. Michael Stuhlbarg bliver spildt endnu en gang i den utaknemmelige rolle som anonym CIA-spade og der er måske en enkel nyhedsreportage for meget. Men ved du hvad? Det skal simpelthen ikke få lov til trække fra den sublime oplevelse, som ’Arrival’ er.

Det er så dejligt, når en film går rent ind. Når den er global og intim, tidslig og eviggyldig. ’Arrival’ science fiction af højeste kaliber og en født klassiker. Denis Villeneuve har bare at blive hængende.

https://www.youtube.com/watch?v=gTrX8fRNLBc