Af Martin Wolsgaard
Luc Bessons sidste film i trilogien om Arthur og Minimoyserne er en sød fortælling for hele familien, men det kommer en smule til kort i forhold til de større Hollywood-studiers animationsfilm, herunder Pixar og Dreamworks.
Arthur 3: De To Verdener er ifølge undertegnede en mild forbedring i forhold til sine to forgængere, idet den tager en frisk drejning og placerer handlingen hovedsagligt i den virkelige verden. Arthur 3: De To Verdener følger hovedpersonen Arthur, da han forbereder sig til Maltazards (Lou Reed i engelsk version) nært forestående invasion af den virkelige verden – i forbindelse hermed detaljerer filmen både hvordan der oprustes til kamp, og i sidste ende, selve slaget.
Maltazard, også kaldet Den Onde M i Minimoysernes verden, er nu over 2 meter høj, og render rundt og terroriserer menneskenes verden. Hans mål er simpelt: skaffe en hær af gigantiske håndlanger-græshopper og herske over universet. I mellemtiden er Arthur stadig en Minimoy, da Maltazard snuppede hans vej tilbage til almindelig menneskestørrelse og den virkelige verden i slutningen af film nummer to. Arthur har således sin sag for, da det ikke er ligetil at bekæmpe en 2 meter høj kæmpe når man kun selv er få centimeter. Men med hjælp fra Minimoy-prinsessen Selenia og den lille skæve Betameche, laver han en plan om at genvinde sin normale størrelse: alt, hvad de skal gøre, er at infiltrere Arthurs hus gennem vandrør, fange et elektrisk tog fra hans soveværelse til hans bedstefars læseværelse og finde en eliksir, der får ham til at vokse sig tilbage til menneskelig størrelse. Det lyder simpelt nok, men der er flere udfordringer på vejen, særligt i form Darkos, Maltazard’s egen søn, der følger efter dem og forsøger at stoppe dem.
Der er ingen tvivl om, at Arthur 3: De To Verdener, for det meste fremstår som en væsentlig mere seværdig oplevelse end begge de to forudgående Arthur-film. Dette bør særligt tilskrives instruktøren Luc Bessons beslutning om at begrænse handlingen til de overjordiske kulisser. Med andre ord at det svært at nedtone de ineffektive perioder, hvor handlingen udspillede sig minimoysernes dårligt animerede og visuelt overvældende domæne i de første to film. Der er nogle skægge populærkulturelle referencer, som vil være morsomme for et ældre publikum, og historien byder på solide moraler for de yngre. Temaerne familie, venskab, ærlighed og integritet er centrale og meget eksplicitte. Det er egentlig fint nok, da filmens målgruppe formentlig forstår det hele bedre når det skæres ud i pap. Men den opfindsomhed der almindeligvis gør animationsfilm det et pragtfuldt medie udebliver desværre en smule. Fantasien får aldrig rigtig frit spil, hvilket gør handlingen lidt stillestående.
