Askedrengen - I Troldkongens Sal -

Et fantastisk smukt Norge kan desværre ikke forhindre eventyret om Askedrengen i at ende i den lange række af kedelige fantasyfilmatiseringer.

Det er nærmest absurd at tænke på, at det snart er 18 år siden biografgængere trådte ind i Hogwarts og Middle Earth’s verdener af magi og fantasi for første gang. Udover ’Game of Thrones’ dominans foran tv-skærme har det overraskende nok ikke lykkedes for andre producenter at genskabe denne begejstring for fantasifilm, men hvor har de dog forsøgt. Findes der væsner på denne jord, som kan huske ’Spiderwick Fortællingerne’, ’Eragon’ og ’Det Gyldne Kompas’? Det spørgsmål er væsentligt mere interessant end noget som helst, der bliver spurgt til i Norges forsøg på at skabe den næste Harry Potter; ’Askedrengen – I Troldkongens Sal’.

Billedskønne vandreture i Norge
Da eventyret om Askedrengen gik i gang, var jeg positivt overrasket fra starten. Jeg så en fantasifilm med rigtige billeder af Moder Natur! Ingen håbløst falske, computergenerede baggrundsbilleder, men en film hvor kameraholdet faktisk havde orket at gå udenfor og filme naturen! Denne ”genistreg” har skabt en eventyrlig smuk fantasiverden i ’Askedrengen’ og med et kærligt fløjtespil som musikkens score, lykkes det næsten for Norge at skabe en eventyrlig billedside på niveau med den første Ringenes Herre!

Klodshans men også Hercules
Efter at filmens store rejse er sat i gang, finder man desværre hurtigt ud af, hvor meget der mangler ved siden af det audiovisuelle. Især det lille magiske papir kaldet manuskriptet. Historien er baseret på Peter Christen Asbjørnsen og Jørgen Moes norske folkeeventyr, hvor hovedkarakteren Espen Askeladd bærer mange ligheder med H.C. Andersens Klodshans. Han fjoller rundt, imens hans fattige familie tager sig af det hårde arbejde. Heldigvis er der lovet en stor dusør til den, som kan redde det lokale slots kidnappede prinsesse fra en ond trold. Kan en klumpedumpe fra en fattig gård redde en prinsesse, eller bliver det den smukke og charmerende men usympatiske Prins Fredrik?

Det er ikke det sværeste plot at regne ud og på trods af en af de bedre prinsessekarakterer, som viser sig at være andet end hjælpeløs, er der ikke mange nuancer i fortællingen. I stedet er der masser af underlige momenter, hvor vores klodsede hovedkarakter pludselig bliver den stærkeste kriger i hele Skandinavien. Uden logisk forklaring går Espen fra at nedkæmpe underjordiske vandmonstre til at snuble over sit eget sværd. Sammenlignet med Hikke fra ’Sådan Træner Du Din Drage’, som er en svækling fra start til slut, men bruger sin atypiske viden til at besejre fjenden, føler man sig snydt når Esben kan gå fra svækling til hård negl på ingen tid.

Ambitiøs fantasi for de allermindste
Når der er en generel mangel på nuancer i karakterer og plot, ender humoren og kampscenerne også med at blive forudsigelige og kedelige. Til sidst bliver man faktisk i tvivl, om ’Askedrengen – I Troldkongens Sal’ kan anbefales til børn. Norsk natur med hekse og trolde kan være nok så flot fremstillet, men når hverken Espen eller hans to brødre er helte, man ser op til, tror jeg heller ikke at børn får særlig meget ud af fortællingen.

Alligevel kan man fornemme, at Norges forsøg på en fantasifilm er skabt med hjerte og passion, så den fortjener at blive rost for dens forsøg, selvom det til tider er et alt for genkendeligt og kedeligt et af slagsen. Den kan anbefales til de allermindste, som gerne vil se deres første eventyrlige historie i biografen.