Michael Fassbender springer mellem tid, rum, bygninger og overbevisning for at…. Det er ikke så vigtigt hvorfor – det er mere vigtigt hvordan.

Åh nej, tænkte min indre nørd. Det gjorde min ydre også. Egentlig var intet i mit væsen med på idéen i første ombæring. Er der ikke efterhånden bevisgrundlag for at filmatisering af spil – spilmatisering, om man vil – konsekvent er en elendig idé? Skal en af de mest cinematisk banebrydende spil virkelig degraderes til endnu en i rækken af rådne b-films tomater? Gu’ skal det ej. Det har instruktør Justin Kurzel og holdet bag ’Assassin’s Creed’ været så søde at sørge for.

Et plot med højt til logikloftet
Hvis man har gået og savnet en højkonceptuel filmoplevelse, så værsgo. Prøv lige at følge med. Der er noget oldgammelt loge-lir med nogle tempelriddere, der vil udrydde assasinernes småanarkistiske verdenssyn til fordel for deres egen verdensorden. Det kan selvfølgelig kun gøres ved at finde et gammelt bibelsk relikvie, der indeholder den frie viljes genetiske kode – Edens æble!

Inden du tror at der går alt for meget Da Vinci-mysterie i den, skal man altså også bruge en mærkelig robotarm ved navn Animus, der kaster Michael Fassbender rundt i en historisk virtual realityfilm. Menneskets DNA indeholder heldigvis genetisk kode med fotografisk hukommelse! Den kan endda indløses i det pureste cinematiske 3D adskillige generationer bagud. Heldigvis ved Marion Cotillard hvordan – hun er nemlig videnskabskvinde.

.. Men parkour er fedt!
Og det bedste er, at det slet ikke er så dumt som det lyder. Man skal måske ikke iklæde sig den helt store logikhat, men det er i hvert fald ikke Uwe Boll-dumt. Det er faktisk ikke en gang Mortal Kombat eller Street Fighter hyggedumt. Med et stort budget følger et stort ansvar- og en masse lækre actionscener. Noget af det, der gjorde spillene så forbandet fantastiske var perlerækken af parkour-manøvrer man udøvede, mens man tævede de dumme. Så blev man sgu alligevel overrumplet, og så skulle man altså fluks væk fra de dumme. Alle ved, at gode actionfilm minimum har en kampflugtscene på en hustag. Fart-på-voldsparkour i støvede, gamle østlige byer tager det skridtet videre..

Filmen har i høj grad taget det til sig, og selvom plottet er alenestående indkapsles spilmagien magi for fulde drøn netop her. Kostumedesignet er overbevisende, og de mange små referencer til spillets univers er tilpasset og føles velintegrerede. Ofte er de ligeledes afsæt for filmtekniske pragtpræstationer. Et 38 meters frit falds stunt? En masse lækres long shots, hvor man følger den ikoniske ørn? Parkour der får de gængse udøvere af disciplinen til at minde om småfede babyer med balanceproblemer? Jeg så, jeg kom og filmen sejrede her i kampen om mit hjerte.

Cinematografien, instruktionen og klipningen når i actionsekvenserne til tider et symbiotisk niveau, der afgiver en helt særegen glæde til seeren. Ikke ulig ‘Mad Max: Fury Road’.

En spilmatisering der giver lidt håb
Det være sagt så fordrer filmen at man går ind til den med højt til loftet. Lidt spilnostalgi mellem  ørerne og en lettere laissez-faire tilgang til plot og plausibilitet. Med det pseudopolitiske budskab og nogle lidt forhutlede sideplots om familie og fortid er det ikke så meget hvorfor der er skide sindsoprivende. Det er et middel til målet. Målet er at mæske modtageren i malerisk action med tilforladelige skuespilspræstationer, mens man er tro mod et foreliggende univers. Det gør den rigtig godt.